Nu kan det snart ikke skjules mere. Det er juletid. Jeg har vidst det længe, for allerede i august måned begynder julebørnebøgerne at udkomme. Og der kommer rigtig mange. Her kommer Ulrikka Strandbygaard med en udvidet kalenderhistorie om 'Johan Julerød' i 30 dele, der genspiller den gamle klassiker om, hvorledes julen bliver truet af kolde hjerter og mangel på hygge. Af dem, der mener, at julen er pjat og spild af tid. Det en del af julehyggen i mange højtlæsnings- og tv-kignings-hjem at nære frygten for, om højtiden overhovedet bliver til noget. Julen skal åbenbart vindes hvert år. Man er også lidt i tvivl i 'Johan Julerød', fordi Ulrikka Strandbygaard roder godt op i eventyrbrikkerne og bevæger sig i tre slags verdener - ad måneskinsbroer bl.a.. Man er kort sagt lidt utryg ved, at Johan Julerød er den allersidste nisse i (vores) verden. Er han ikke lidt for ung med sine 37 år, og er han ikke lidt for lalleglad? Kan den lille nisse virkelig redde julen? Jo, det kan han! Selvfølgelig! Især med stor hjælp fra de børn, der hører på historien og bliver bedt om at medvirke. Det er i virkeligheden en brevjulekalender fra den allersidste nisse, dateret de forskellige steder, han opholder sig under kampen med 'Fruen', der vil genindføre karakterer i hvad som helst. Hun dåner først til allersidst, hvor den allersidste nisse har fået følgeskab af sine befriede fæller, og hun falder på hygge og julefred. Det kan ingen modstå. Fruen har bogen igennem været ret farlig med sine dresserede fluer, og så er der også en stribet kat med i historien. Er det underligt, man sidder med livet i hænderne, mens Ulrikka Strandbygaard balancerer alt tilbage på sin rette plads i julens store hjul? Det er en kalenderbog med mange vrid og vinkler, fortalt ærligt og personligt af én, der selv nødigt så julen forsvinde.