Kim Fupz Aakeson har været sær i snart 20 år. Og he is still going sær. Hvis man kunne kigge ind i hjernen på den mand, ville man se de særeste ting. Med samlingen 'Endnu flere helt andre historier' ser man tillige, at særheden har været ret konstant, ensartet og - sær. For tre år siden udkom 'En helt anden historie' med Kim Fupz' ungdomsarbejder. Dem havde han oprindeligt selv illustreret - klassikere som 'Poeten fra Vanløse' - men nu skulle der renses ud på alle hylder, så Cato Thau-Jensen blev sat til at nyillustrere historierne i sort-hvid-grå. Det er dette frugtbare samarbejde, der genoptages i farver i nærværende samling, der rummer flere af de ældre bøger, ting trykt andre steder samt en enkelt nyskrevet historie. Den hedder 'De grimme børn' og står for kontinuiteten. Når man ikke har penge, må man arbejde. Jegfortælleren får et job som humørspreder hos børn, der er grimme. Han bager boller og hygger, men så bliver han sparet væk. Sådan er det. Dog når han at blive glad for de to grimme børn og en kvindelig kollega, der også vinder ved nærmere eftersyn. Det bliver nok til en lille familie, som kan blive grimmere sammen. Ellers rummer dette udvalg perler som 'Didriksen detektiverne', 'Stakkels konge' og 'Pigen der krøb'. Alene titlerne siger noget om Fupz' store repertoire. Han fortæller så sukkersødt sine kringlede og uskyldsrene historier, der mest handler om at være mild og fuld af undren. Som han har gjort siden debuten i 1984. Cato Thau-Jensen har gjort, hvad han skulle. Tegningerne fabulerer lystigt videre på ordene i let syrlige bolsjekulører. De kommer fra smilets verden og lægger ikke egentligt nyt til teksten. Man kunne kalde dem for lidt magelige. Denne tegner er som bekendt den dybeste og mest talentfulde af alle de 'nye'. Derfor trommer man lidt ekstra utålmodigt i bordet, når han bare gør det godt nok.