Midt under det afsluttende møde i et ansættelsesudvalg falder en af deltagerne død om. Rigtigt gættet, han er blevet forgiftet og det endda via et stykke højt belagt smørrebrød. Og selvfølgelig har alle de andre et motiv til at myrde. Ud over magtkampe og faglig uenighed taler vi også om en klase akademikere, som stort set alle har været i seng med hinanden, slået op eller flyttet sammen. Men på bordet samlede mødet sig overordnet om en grundlæggende og hidsig strid om, hvem der skulle have en eftertragtet stilling. Såre realistisk med disse rævekager og rænker om noget, som ligner mål og metode i forskning og undervisning, men reelt drejer sig om mere menneskelige faktorer, hvem man kan lide eller ikke. Så politiet ankommer, og nu skal der opklares, just på klassisk vis med afhøringer og snagen i fortidens meritter. Benito Scocozza har skrevet en gedigen hygge-nygge-krimi. En vaskeægte who-dunnit sådan lidt i retning a la Colin Dexter og lig ham med et umage makkerpar, to strømere der er som nat og dag. Alt krydret med satiriske udfald mod universitetsverdenen og den nuværende regering, tilsat spøjs insiderviden om både krimiens spilleregler og regler for akademisk optræden. Der er gode og gnistrende dialoger, ja ganske sjove til tider. Således kan der siges meget sympatisk om 'Besat til anden side', men sådan sindsoprivende spændende er den nu ikke. Krimier, som foregår i akademiske cirkler, er en særlig genre og en del af dens charme, netop som hos Dexter, er, at man faktisk glemmer, at man er på universitetet, i og med at lærde professorer træder i karakter som meget menneskelige mennesker. Det sker sådan set også her. Men der trædes også vande med for megen snak frem og tilbage. Så på klicheens vinger kan man ikke just sige, at 'Besat til anden side' er særlig besættende læsning, snarere en influenza-krimi man går i seng med sammen med en liter te og i håb om bedring og bedre tider.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























