'Ægløsning'. Det kunne være den ironisk-metaforiske titel på den store roman om det moderne familieliv fra undfangelse til hverdagen med far, mor og papbørn, om planlægningens kunst i disse så pragmatiske tider, hvor mænd, børn og karriere er ligevægtige punkter på kvindens Store Huskeliste. Så ambitiøs er den hollandske roman bag titlen dog ikke. Forlagsredaktør Judith Uyterlinde (f. 1962) har ganske enkelt skrevet historien om sine egne æg(!) og det frugtesløse slæb med at få dem befrugtet, ruget ud og så videre. En fortælling om svigtende fertilitet altså, og alt hvad deraf følger af onde følelser, underlivsoperationer, ventetid og belastende situationer også for omgivelserne - manden, familien og veninderne med de provokerende maver og struttende mælkebryster. Provokationen tangerer i Judiths tilfælde det muntert absurde. Men når det - som i Judiths halvt jødiske familie - gælder, at »ethvert nyt liv virker som en forsinket sejr over nazisterne«, er det ikke underligt, at de manglende babyer opleves som et skæbnens svigt, det evige smertepunkt hvorom hele verden drejer sig. Først da Judiths mor får konstateret en tumor i hjernen, rykker den egentlige bekymring lidt i skyggen af en ny. Så mærkeligt er mennesket indrettet, konkluderer Judith, at først i kraft af endnu en tragedie (dog med heldig udgang) kan man endelig »træde udenfor igen, efter en lang periode i isolationsfængsel«. Forfatteren, der i dag er mor til to adoptivbørn, har tydeligvis lagt afstand til begivenhederne, men ikke større end at hun ret præcist husker - eller opdigter - klassiske scener og nedture. Kun væves højde- og vendepunkter ind i et let poetisk slør, som egentlig virker unødvendigt. Nu vi er i gang med den barske realitet i gynækologens bøjler, kan vi vel lige så godt få den blodige sandhed serveret uden glanspapir og sløjfer? Men det er naturligvis en yderst personlig smagssag. Ligesom ønskebarnets navn - eller de tabte ægs symbolske værdi i kvindelivet.