Der er mange grumme perioder i danmarkshistorien, en af dem er Grevens Fejde i 1530'erne med bondeoprør, brutale nedslagtninger, voldtægter, sult og alt det onde, som mennesker kan gøre med og især mod hinanden. Perioden har dannet baggrund for to af de bedste romaner, vi har, nemlig Johannes V. Jensens 'Kongens fald' og Martin A. Hansens 'Lykkelige Kristoffer'. Thit Jensen har også muntret sig med tiden, bl.a. i 'Stygge Krumpen', så den er blevet 'brugt'. Nu tager Hanne Reintoft fat på den i sin meget brede - alt for brede - roman 'Ravns føde'. Hun følger heri et par, som får hinanden som unge - han en gårdsmandssøn af såkaldt lavadel fra Nørrejylland, hun en rig, rødhåret købmandsdatter fra Malmø med et let antændeligt temperament. De to lever med hinanden gennem ganske mange år på hans fædrene gård i lyst og især nød, men de holder sammen, de forstår at tilgive hinanden og opmuntre hinanden. Det sidste kan være svært, for Niels, som han hedder, er af depressiv natur og har svært, ja umuligt ved at komme over uretfærdigheder. De bider sig fat i ham og er med til at gøre hans liv tungt. Fremstillingen af ham er langt mere troværdig end den af den overenergiske Sidsel med de røde evigt dansende krøller. Og de to kommer ud for meget: Børn dør fra dem, deres gård brænder, og de udsættes for egnens sladder, og da heksehysteriet breder sig, bliver det rigtig vanskeligt for dem, især for Sidsel.
En sej omgang
Lyt til artiklen
