Mennesket har altid gjort sig myter om sin halvt dyriske status. Enten ses dyret som tegnet på en spontan, autentisk umiddelbarhed, en intim forbindelse til det naturlige og uforkvaklede. Eller også anskues det som signal om noget brutalt, grusomt, primitivt, barbarisk, ja netop 'dyrisk'. Fra minotauren til varulven kan vi se denne dobbelthed. I sin sidste ny psykogyser, 'Varulv', skildrer Patricia Cornwell med stor dygtighed det grumme og modbydelige aspekt af menneskets animalske træk. Hovedpersonen er som vanlig den kvindelige retsmediciner Kay Scarpetta, bosiddende i Richmond, USA. Hun er hårdt ramt af sin mands død, er stadig i sorg et år efter, men pludselig ankommer et belgisk containerfartøj til den stedlige havn, og nede i lasten ligger i en container et halvt opløst lig. Liget har nogle sære mærker og tegn, og Scarpettas ihærdige forsøg på at opklare den afdødes identitet leder langsomt til optrevlingen af en vild og modbydelig overklassefamilies forbryderimperium midt i Paris. Herefter pendler Scarpetta træt og forjaget mellem Richmond og Paris, hun er omgivet af rænkespil i 'sit' hjemlige laboratorium, og stadig flere bestialsk lemlæstede kvindelig dukker op på den amerikanske hjemmefront. Cornwell giver os et hav af vel tekniske detaljer, der tilsyneladende skal skabe en stemning af ægthed, men gyserens tyngdepunkt ligger i beskrivelsen af Scarpettas parallelle jagt på den grusomme og halvt afsindige morder og samtidig eftersøgningen af en ny sjælsro, en accept af mandens død, en ny begyndelse i sit liv. 'Varulv' kan anbefales som en særdeles effektiv og velfungerende psyko-thriller.