Det begynder med fru Mukulelas hane. Den galer uafhængigt af solopgangene. Og 'Ildens gåde' slutter, da storesøster Rosa dør af aids. I hænderne holder hun sin mor og søster. Lillebror Alfredo holder hende i foden. Vi er på landet i Mozambique. Det er Henning Mankell, der fortæller igen. I 'Ildens gåde' vender denne svenske afrikaner tilbage til pigen Sofia fra 'Ildens hemmelighed', der fik begge ben smadret af en landmine. Hun er heldig. De nye benproteser virker, hun har en symaskine og et ukueligt sind. Så er det værre med Rosa, der har fået smitten og skal dø. Henning Mankell fortæller med varme og indlevelse om et lille, triveligt landsbysamfund, der lige så godt kunne ligge i Småland. Han er aldrig rørstrømsk, alligevel er det næsten ubærligt at læse om den familie, der mister fem børn af ni. Der er heller ikke nogen far i Sofias hytte. Som fortæller kan Mankell ikke gøre meget for at lindre på statistikken, så han fortæller redeligt om det liv, der fortsætter også efter Rosas død. Han løfter en flig af den katastrofe, vi ikke kan fatte. Venlighed og ærlig interesse præger landsbyfolkene i 'Ildens gåde'. Historien er meget afrikansk, men samtidig en hyldest til alle de store og små overlevere af arten 'Homo survivalius'. Det er svært at 'afsætte' bøger fra fjerne lande og af andet etnisk indhold. Børn vil hellere læse om de nære ting såsom vampyrer og computervirus. Henning Mankell er ingen undtagelse fra reglen. Han skriver i et andet tempo og med en anden puls. 'Ildens gåde' er sådan en bog, der forhåbentlig finder sine læsere. Den har noget på hjerte. En anden, ældre bog af Mankell bør lige nævnes: 'Et gadebarns løfte' om en flok gadebørn i Maputo. Den er også god.