Indrømmet! Louis Jensens nyeste ét hundrede historier tager man i hænderne med et anstrøg af ærefrygt. Hvor er det dog godt fundet på - og udført! Det er også en af sæsonens smukkeste bøger at se på, og så ved man, at indeni er der yderligere ti store Lilian Brøgger-tegninger, hvor hun altså denne gang har fået den støvet blå og grå farve at lege med. Det er konceptet. Så respekt! Endnu før bogen er åbnet. Det var engang for mange år siden, Louis Jensen fik den idé, at han ville fortælle 1001 bittesmå historier fordelt på 11 bind. I det sidste skulle blot være en enkelt. Med 'Hundrede firkantede historier' er han nået til historie nummer 400. Med i ideen var også, at Lilian Brøgger skulle tegne ti opslag med elementer fra historierne, som så skulle stå før disse. Og det fraviges ikke. Dog med undtagelse af nummer 376, der er trekantet og ikke firkantet: »selvom den havde skrevet under«. De korte historier står så flot i en firkantet tekstblok i sidens gyldne snit. Denne gang dog med undtagelse af et obsternasigt nummer 359, der er flyttet lidt ud til venstre. Man leder efter afvigelser og selv små ændringer. Hvad er alt det for noget med numre? Ku' han ikke bare sætte dem efter hinanden? Det er jo ikke fiskerinoteringen! Nej, vel ikke! Men med den bogstaverede nummerering opstår en lomme i tiden, som historien kan putte sig i og give videre til sin efterfølger. Hør selv: »En tre hundrede og firsindstyvende gang ...«. Det bliver anstrengende at læse de sidste op, så det er godt, der kun kommer to med tusind i.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























