Den norske forfatter Håvard Syvertsen skriver minimalisme på den fede måde og følger samtidig en arbejderlinje, der løber i norsk litteratur. De vigtige trends i litteraturen er ikke så forskellige i Norge og Danmark, men der kan være forskel på den iøjnefaldende enkelhed, som en forfatter går i kødet på sin historie med. Syvertsen skriver af respekt for en tilværelse, som lyset forsvinder ud af. Han er noget så sjældent som ydmyg i forhold til en kraftfuld historie, samtidig med at det meget enkle sprog er på fuld omgangshøjde med tingenes udvikling. 'I lyset' er et lille kammerspil for bare tre personer. En norsk arbejderfamilie i 1970'erne med en far, en mor og deres 10-årige søn Arne, der også fortæller historien. Moren bliver psykisk syg, hun kan ikke længere finde ud af at hænge sammen. Sygdommen er beskrevet sideordnet, som en ting, der sker, ligesom når et motorcykelsæt skal samles, når bilerne kører forbi på vejen, når det sner og sner og sner. Det er den samme uforbavsede sanselighed, der går igen, som om alt bare går rent og ufordøjet igennem drengen, og læseren især sidder tilbage med en kvalmende fornemmelse af katastrofe. Mens man læser, er man i to spor på samme tid. Barnets ubesværede indtag af verden og det lurende tab. Bogen er et intenst portræt af den uundværlige kraft, som findes i midten af en familie. Den lille usædvanligt sikre roman er stille og langsomt illuminerende på sin egen uimodståelige facon.
Intenst familieportræt
Lyt til artiklen
