Hvis man nu skulle genhuse en pædofil i Københavnsområdet, hvor ville man så gøre det? Næppe i Hellerup eller en anden af de fine kommuner oppe nordpå. Også herhjemme ville det sikkert ske i et socialt boligkompleks, der i forvejen var belastet. Et boligområde befolket af enlige mødre og børn, mens fædrene for længst har rømmet scenen. Der er både brod og målrettet kritik i Minette Walters' nye stærke samfundsthriller, og den står på linjerne, som den skal, og peger samtidig hen på det, som ikke bare står, men løber på linjerne. For der er en ild løs hos Minette Walters. Det er den, som springer af sted, sætter ild til folks hår og det, der er værre. Minette Walters kender de psykologiske mekanismer, som driver en blodtørstig menneskehob, men også de motiver, som driver enkeltindivider helt uafhængigt af deres uddannelse og sociale baggrund. Boligkomplekset er på forhånd en socialt tikkende bombe, og nu er en pige blevet bortført, samtidig slipper nogle fortrolige oplysninger ud. Kommunen har genhuset en pædofil et eller andet sted i bebyggelsen. En fredelig demonstration udvikler sig i løbet af få timer til en veritabel lynchstemning. Pludselig er 'Syreparken' forvandlet til en sand fæstning. Og ingen hjælp kan komme ind udefra. Set oppefra er Syreparken et hjul, hvor alle tværvejene ender blindt i en betonmur. Stedet i sig selv er klaustrofobisk. Hverken ambulancer eller politi kan komme ind. Det er dette levende, troværdige helvede, som Minette Walters dypper læseren i, mens hun øger og øger presset på sine personer.