Bent Haller duer ikke til at frelse verden. I virkeligheden frelser han den bedst, når han stamper i jorden og vrisser: »Jeg vil i hvert fald ikke frelse verden«. (Læs f.eks. 'Forbudt for børn'!) Nu er det hverken atomkrigen eller Saddam, som bekymrer forfatteren i denne nye samling noveller 'Kevin Kujon'. Bent Hallers verden er det nære - barnet og familien - men der har sneget sig en ekstra sætning ind til sidst i de fleste af historierne. Man kunne kalde det en opsummering. Et stamp i jorden. Men morale er det sgu! I sin kortprosa kan Bent Haller være hvidglødende som Villy Sørensen. Samlingen 'Ispigen' er hans store gennembrud på dét felt. Det er stadig den bedste og mest afslappede. I 'Kevin Kujon's 16 noveller er der ofte en påtrængende hårdhed, og man savner tit en begrundelse for at fortælle netop dét - når fortælleren selv er så meget i tvivl. Når Haller er bedst, er det som i 'Penalhuset', hvor modenheden griber en dreng med et snuptag, da han kigger ind i øjnene på pigen Sara. Når han er værst, er det som i 'Ros til Asmus', der står lige bagefter, hvor det skæres ud i pap, hvad der kan ske, når forældre overser deres børn. Titelhistorien, der også står først, kunne godt gå hen at blive en klassiker i klasserne, fordi den handler om en benhård kujon, der kom over det. Læst under ét bliver man efterhånden spændt på, hvilket eksistentielt ærinde der skal behandles - og med hvilken udgang - under overskrifter som 'Forbryderspiren' og 'Ønskebarnet'. I 'Den store kærlighed' punkterer forfatteren en gammel myte. Det er en dum historie! 'Kevin Kujon' efterlader en stemning af udtænkthed og konstruktion, som blokerer for det sidste hug med forfattervingen. Sprogligt er han i hopla. Bent Haller kan på én skæv linje sige mere, end andre på én hel side. Her er overvejelser over døden og det evige liv. Læs om selvmord og flugt, engle og ikke så lidt vold! Ja, selv en silikone-ølvom er med!