»Da jeg var 10 år var min storebror 21. Jeg holdt forfærdelig meget af ham«. Sådan lyder de to første sætninger i Kirsten Thorups roman 'Lille Jonna' fra 1977, der tre romaner og et årti senere har udviklet sig til en moderne danmarkshistorie fra det tyvende århundrede. Lige fra start er sympatien solidt anbragt hos de små. Jonna befinder sig i midten af en turbulent familie, der bliver smidt ud af den gård, de hidtil har forpagtet - og i stedet havner »på kommunen«. De bliver installeret i skolens gymnastiksal, byens husvildebolig. Midt i ydmygelsen er der en næsten grotesk sans for det visuelle i selve situationen. Og sådan bliver det ved hos Thorup. Sansen for det eventyrligt spektakulære svigter aldrig, heller ikke under en katastrofe. Romanen er på en gang realistisk - og ukuelig i sin fantasi og længsel efter forvandling. Et stort fyldigt persongalleri bliver langsomt foldet ud, ikke bare Jonna selv og hendes brødre, men også moren Betty og Jonnas store idol, mosteren Marie. De to første bind om Jonna lever på den autentiske tone, men også den indtrængende, langsomt voksende personkarakteristik, der her og der fortætter sig i korte myndige sammenfatninger eller spidser til i sand dramatik. Romanerne om Jonna er fortalt på en flimrende kant, af både høj og lav bevidsthed. Fortælleren Jonna har stærke følelser for sin familie, men diskret og ad omveje: Ved at krybe ind i personernes talemåder, der bliver gennemlyst indefra, så læseren selv kan se det hele; både undertrykkelsen, men også den boblende menneskelighed. En samtidshistorie, der ruller Danmarksbilledet ud i 1950'erne og 60'erne. Serien om Jonna når senere sit klimaks i 'Himmel og helvede' (fra 1982), mens 'Den yderste grænse' (fra 1987) runder af og toner ud.