Engang levede der små pæne, dydige småborgere i Danmark. De var sparsommelige, pligtopfyldende, flittige, autoritetstro, fantasiforladte og sagtmodige. De var som reklamens kaniner med Duracell-batterier: De blev bare ved og ved, indtil det en dag var slut, og kisten blev sænket i en agtværdig grav på Frederiksberg. Martin Miehe-Renard skildrer i sin sene romandebut 'Et liv uden mellemrum' hvorledes bankassistent Rolf Jeppesens regelrette liv pludselig og brat forvandles til en malstrøm af uoverskuelig frihed. Jeppesen har gennem 37 år været gift med sin bundkedelige Bodil, han pendulerer frem og tilbage til banken som et urværk, og undgår hver dag omhyggeligt at træde på fortovsflisernes mellemrum. Kun de faste og stabile fliser betrædes. I smug har han imidlertid købt et lod til det tyske klasselotteri og vinder en dag fire millioner kroner. Tilfældet vil, at hans Bodil omkommer på vej til banken med nyheden. Banken opfordrer ham kraftigt til at lade sig pensionere i en tidlig alder. Familien indynder sig med tusind kreative forslag til investeringer. Ugebladene kaster sig grådigt over hans historie. Den stakkels Jeppesen geråder dermed ud i et for ham komplet uhåndterbart stormvejr af frihed og muligheder. Jeppesen plages af en fornemmelse af fremmedhed, tomhed og forvirring. Hans korte og tragikomiske historie berettes 27 år efter hans død af nevøen Michael. Den unge og anderledes postmoderne Michael opholder sig vistnok i Mexico, han realiserer sig selv og leger med sin seksuelle og sociale identitet. Alt det onklen ikke formåede. Michael er arving til onklens formue. Engang mødtes de to på toilettet i en fortrolig konfrontation. Den dengang fire-årige nevø tissede og talte frimodigt, onklen hulkede og åbnede sig, resultatet blev, at onklen indsatte Michael som universalarving. Nevøens fortælling om onklens meritter er styret af ønsket om at gengive dennes: »lidt pudsige, gammeldags gymnasiestil«, som det hedder. Det lykkedes udmærket, næsten for udmærket. For trods det lidt rørende portræt af Rolf Jeppesens stille og stormfulde liv og død, er det svært at frigøre sig fra fornemmelsen af, at Miehe-Renards roman er fyldt med en del tomme mellemrum, som med fordel kunne være blevet skåret væk. Der er så at sige for mange mellemrum og for få fliser i teksten. Den har en egen, finurlig charme i den solidariske gengivelse af den ubehjælpsomme Jeppesens famlende flakserier stillet over for livets store hvirvelstrømme, men burde have været strammere komponeret. Gymnasiestilens lidt luftige tomgang får lov at brede sig en del for meget. Tyngdepunktet ligger i beskrivelsen af et liv, der brat rives ud af sine hængsler. Alle etablerede rutiner og vaner og tænkemåder udsættes for akutte krav om forandring og reorientering. Dén historie lykkes det trods alt Miehe-Renard at få fortalt, hen over såvel fliser som mellemrum.