Måske hviler der en særlig aura over amerikanske strejker, også når de optræder på film. Der er sikkert nogle, der husker Sally Field som arbejderheltinden 'Norma Rae', der opildner sine mere træge kolleger på fabrikken. Men i Anita Shreves nye og ottende roman på dansk, 'Huset ved kysten', kan man dø af at strejke. Shreve har tidligere skrevet bestselleren 'Pilotens koner', også i den nye roman sværger hun til almindelige menneskers reaktion på voldsomme begivenheder. Romanen foregår i New Hampshire i 1929 og kredser om den larmende tekstilfabrik, hvor en langvarig strejke i den kogende varme by Ely Falls snart bryder ud. Her møder læseren f.eks. McDermott, der kun er tyve år gammel, men allerede så godt som døv af maskinernes larm. McDermott er sikkert den person, læseren fatter allermest sympati for, sammen med den nygifte Honora, der lever ude ved kysten sammen med sin mand Sexton. Romanen handler om ung, spirende kærlighed, men snart er der meget mere kærlighed på spil, end der burde være. Den handler dybest set om, hvordan vi gennemskuer de nærmeste og vejer deres substans. Det er det langsomme træk gennem personerne og deres karakter, der er bogens clou. Læseren må selv tage stilling: kan lide, kan ikke lide. Først til slut bliver psykologien en anelse utroværdig. Så kontrolleret reagerer kvinder ikke på stærkt ydre pres. Måske var kvinder lavet af et bedre materiale i 1929, men ikke så meget bedre. Til gengæld står landskabet knivskarpt tegnet med hav og det hele. Pludselig er det der som et hårdt tiltrængt glimt. En oase af fred. Anita Shreve kan kile naturen ind på næsten ingen plads, og derfra få den til at brede sig. De mange små sanselige indbrud foregriber det meget større udbrud, som den blodige strejke er. Psykologien svigter lidt, men massakren er fortalt aldeles nøgternt. Og er indkapslet som en hård, rød kendsgerning, ikke så fjernt fra de glasstykker Honora selv går og finder ved stranden.