Når den godhjertede Duncan bliver mejet ned. Når tre tiske-hviskeheksetøser spår om fremtiden. Når MacB's mor pisker ham ondsindet frem. Ja, så er det klart, at det handler om fodbold. Neil Arksey har drejet en moderne udgave af en ældre landsmands skuespil. Det med 'Macbeth' er kun lidt på skrømt, for intet kongerige er vigtigere end den runde kugle. Men i Shakespeares verden findes al den blinde ambition og nådesløshed, som i denne historie præger forholdet mellem tre angribere på skoleholdet fra St. Dunstan. MacB (og hans mor) tåler ingen andre afsluttere. Han er ekstrem - ham MacB - både som fodboldspiller og som sabotør. Et eller andet sted ved han det godt selv - det er derfor, han spiller fodbold og ikke f.eks. golf - men mors dæmoner bor og vokser inden i ham, og han må følge sin vej, til han falder i skæbnens store offsidefælde. Spillet mellem mor og søn er også ekstremt. Temaet introduceres sent, men bliver så overforbrugt. Som de selv siger i England: Less is more. Til gengæld er kampreferaterne suverænt nervepirrende læsning. Det kan forekomme ekstremt, at en fodboldspiller bevidst går efter at skade en mand. De må have været hurtige på St. Dunstan til at lære af Manchester United-anføreren Roy Keane, der for nylig indrømmede at have skadet en modspiller bevidst. Eller også har det været sådan længe. Fodbold er i hvert fald det stof, som skaber drømme - både gode, dårlige og - som her - mareridt. Som litteratur er 'MacB' nok kun til tredjeholdet, men Neil Arksey har fået en god ide.