»Kan du fortælle mig noget om verdens skabelse, lille Hans?«, spørger læreren i en af Storm P.s Fluer. »Nej«, svarer Lille Hans, »for den var der, da jeg kom«. Sådan var det også med Storm P. i min barndom i 1940'erne. Han havde altid været der. De voksne elskede hans 'Fluer' i Aftenberlingeren, 'Peter & Ping' i B.T. og Sangforeningen Morgenrøden i radioens ønskekoncert, og i Frederiksberg Have kunne vi møde rigshumoristen iført hund og krumpibe. Han var en omvandrende myte, »en institution ligesom Rundetårn og pinsesolen«, skrev Otto Gelsted ved hans død i 1949. Han var også centrum i et mylder af anekdoter. Min yndlingsditto stammer fra hans daglige tur på Frederiksberg Kirkegård. Han passerede to gravere, der sad på kanten af en grav og hvilede sig med termokaffe og en mellemmad. Aha, mine herrer, sagde han, man er lidt oppe i dag? Det var Storm P.s gave: at kunne opleve det store i det små. Midt i en bagatel øjner han et komisk-kosmisk perspektiv, så et vindue slår op ud mod evigheden og man ser »stjernehimlen over os og den moralske lov i os«, som Kant sagde.
Subsistensløse livsnydere
Lyt til artiklen
