0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Subsistensløse livsnydere

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Kan du fortælle mig noget om verdens skabelse, lille Hans?«, spørger læreren i en af Storm P.s Fluer. »Nej«, svarer Lille Hans, »for den var der, da jeg kom«.

Sådan var det også med Storm P. i min barndom i 1940'erne. Han havde altid været der. De voksne elskede hans 'Fluer' i Aftenberlingeren, 'Peter & Ping' i B.T. og Sangforeningen Morgenrøden i radioens ønskekoncert, og i Frederiksberg Have kunne vi møde rigshumoristen iført hund og krumpibe. Han var en omvandrende myte, »en institution ligesom Rundetårn og pinsesolen«, skrev Otto Gelsted ved hans død i 1949.

Han var også centrum i et mylder af anekdoter. Min yndlingsditto stammer fra hans daglige tur på Frederiksberg Kirkegård. Han passerede to gravere, der sad på kanten af en grav og hvilede sig med termokaffe og en mellemmad. Aha, mine herrer, sagde han, man er lidt oppe i dag?

Det var Storm P.s gave: at kunne opleve det store i det små. Midt i en bagatel øjner han et komisk-kosmisk perspektiv, så et vindue slår op ud mod evigheden og man ser »stjernehimlen over os og den moralske lov i os«, som Kant sagde.


Det var falkeblikket for den højere humor, der i 1902 fik den 20-årige Storm til at droppe lærepladsen hos sin slagtermesterfar og blive skuespiller på Casino (»kød eller frikadelle«, som han sagde), og det fulgte ham, fra han som entertainer tøffede Danmark tyndt med hunden Grog og bilen Casimir, til han slog rod på Asgårdsvej 17.

Som selvbevidst autodidakt styrede han uden om kunstskolerne og blev multikunstner, tegnede til aviser og blade, malede i næsten lige så mange stilarter, som København havde sporvognslinjer, blev klovn, cirkushurtigtegner, oplæser, dekorationsmaler og farcekomiker på Nordisk Film, og i 1920 tryllede han sin serie 'De tre smaa Mænd og Nummermanden' om til tegnefilm. Og han skrev - ved sit »gamle, hæderlige og taalmodige Dampskrivebord med fri Udblæsning og Firehjulsbremser«.

Der går en tråd fra unge Storms møde med Paris' kabaretteatre i 1906 til den gamle tradition for nonsenshumor på de frederiksbergske morskabsteatre, for sjovt nok har anarkismens crazy-komik regeret midt i den konservative kommune med pip på Runddelen og pip i Alleen, fra 1920'ernes Cooptimister til Stig Lommers ABC-teater med Kellerdirk og Jørgen Ryg, Jytte Abildstrøm og Klyderne i Riddersalen og Dr. Dante på Aveny.

Jeg elsker at tro, at Storm P. i Paris så Alfred Jarrys farce 'Kong Ubu', og når Peter Langdal en dag sætter den op på Frederiksberg Morskabsteater, der nu hedder Betty Nansen, vil den røde tråd gå helt bagud til Storms ungdom.

Han var ikke, som nogen påstår, en social satiriker der blev tandløs konservativ, men en født anarkist, en tidlig dadaist og absurdist. Som han siger i en af de geniale 'Fluer': »Der må sikkert ligge en dybere mening i, at fuglene til alt, hvad der sker i denne verden, altid svarer pip«.


Den absurde komiks poesi og evighedsperspektiv præger også Storm P.s monologer om storbyens outsidere, som han improviserede i kabaretten 'Edderkoppen' på Strøget under Første Verdenskrig og tryllede om til efterhånden 20 bind historier, og en anden elsket særgenre: vagabond-tegningerne. Niels Birger Wamberg har været ude med syvtallet i Storms mange hæfter og samlet 127 af de bedste - et vidunderligt udvalg.

Storm P.s vagabonder, landevejsriddere, plattenslagere og dagdrivere er rødnæsede, skægovergroede og overlæsset med lapper, hængelåse, vækkeure og hestesko. Nikkodemus, Archimedes, Theseus osv. venter ikke på Godot, som Becketts yngre vagabonder, men på et måltid mad og en lille én. De ejer det centrale: friheden. De er subsistensløse livsnydere.

Det gør dem usårlige og højt hævet over autoriteter, dydsdragoner og uddelere af nådsensbrød, der kun er godgørende til jul. Storm P. ser vagabonderne som moralske dekonstruktivister, der tager gas på hykleri og snobberi. »Véd De, hvem De taler med?«, spørger en brøsig samfundsstøtte. »Ja«, siger betleren uskyldigt, der står Hansen på døren!«.

De er stolte, respektløse, rappe i replikken. Scenen med fruen i køkkendøren varieres endeløst: »Hvad ønsker De, min gode mand?«. »Ja, hvad har De?«. Eller: »Undskyld, frue, var det muligt, jeg måtte se menuen?«. Kommer der en tallerken ud, kræver Aristides bare mere ind: »Der sku' vel ikke være lidt sennep?«.

Og når de rige fedterøve gi'r for lidt, bliver han spydig: »En hel krone! Man kommer snart til at have bogholder«. Eller: »5 øre! Måske jeg lige må låne telefonen og ringe til min vekselerer!«. Eller: »Herren skulle vel ikke have et gammelt pengeskab?«.


Storm P.s faste figurer: herren, fruen & supplikanten spiller deres roller med næsten balletagtig stilisering i et idylliseret univers uden fjendskab, endsige hadsk klassekamp. Oprøret er stille, men bidsk ironi.

De tørstende sjæle afskyer mælk, te og vand. Kun én ting er værre: arbejde; det bliver man bare mere sulten af. Denne logik er deres hemmelige våben, når de tager samfundsstøtterne og morakkerne på ordet: »De kan ikke få mere, min gode mand, jeg tjener selv ikke så meget«, siger borgeren. Theseus er der som et søm: »Ku' De så ikke ta' og bestille noget mere?«

Eller den sure kone i døren: »Var De ikke Dem, der var her for ti minutter siden!«. »Jo, lille frue - De sagde, at jeg skulle komme igen en anden gang!«.

En sjælden gang er det underhunden, der bliver taget på ordet. Det er især, når husets herre åbner. »Go'e herre«, jamrer supplikanten, »jeg har ikke set mad i en hel uge!«. Husherren råber ud i køkkenet: »Ludovica - vis den herre en kotelet!«.

Men ellers er den uudtømmelige fryd, at disse hjertebørn af anarkisten Storm P. er umulige at skrue gevind på: »Var det ikke Dem, der fik et stykke hjemmebagt kage i forrige uge?«. »Jo, og jeg kommer for at sige, at nu har jeg det bedre«.