Som vi alle ved fra Woody Allens film, er Manhattan befolket af neurotiske excentrikere, der har penge nok til at vie deres neuroser og deres excentricitet størstedelen af deres tid. Det er rimeligt underholdende, og det kan ikke undre, at den 32-årige amerikaner David Schickler har fået succes med sin debutbog, 'Kys på Manhattan', som handler om netop den slags mennesker. Den er allerede udkommet i flere europæiske lande, og nu har forlaget Lademann udsendt den på dansk i en udmærket, om end stedvis lidt stiv oversættelse ved Kirsten A. Nielsen. Bogen er en mellemting mellem en novellekreds med genkommende personer og en roman i portionsanretninger - hvert kapitel har sin egen titel og kan i princippet læses som en selvstændig novelle, men nogle af personerne dukker op igen, og nogle få indgår endda i et episk forløb, der når en dramatisk kulmination i det sidste par historier. Disse 'hovedpersoner' er f.eks. den stenrige børsmægler Patrick Rigg, der arrangerer gådefulde seksuelle ritualer med smukke kvinder, og hans bofælle, den indadvendte James Branch, hvis eneste fortrolige i lang tid er en elevator. Man tør vist godt forudse en vis litterær berømmelse for elevatoren Otis, der beskrives med megen kærlighed og akkuratesse, selv om den på intet tidspunkt overskrider sine beføjelser som netop elevator. Ikke noget menneskeliggjort maskineri her. Det overnaturlige stikker derimod hovedet frem et par andre steder - i en underjordisk juvelerbutik, der ikke altid er der, og i den modbydelige brændte lugt, der udgår fra Patrick Rigg, men kun kan opfattes af præsten Thomas Merchant.