0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Elevatoren Otis og andre skæbner

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Som vi alle ved fra Woody Allens film, er Manhattan befolket af neurotiske excentrikere, der har penge nok til at vie deres neuroser og deres excentricitet størstedelen af deres tid.

Det er rimeligt underholdende, og det kan ikke undre, at den 32-årige amerikaner David Schickler har fået succes med sin debutbog, 'Kys på Manhattan', som handler om netop den slags mennesker. Den er allerede udkommet i flere europæiske lande, og nu har forlaget Lademann udsendt den på dansk i en udmærket, om end stedvis lidt stiv oversættelse ved Kirsten A. Nielsen.

Bogen er en mellemting mellem en novellekreds med genkommende personer og en roman i portionsanretninger - hvert kapitel har sin egen titel og kan i princippet læses som en selvstændig novelle, men nogle af personerne dukker op igen, og nogle få indgår endda i et episk forløb, der når en dramatisk kulmination i det sidste par historier.

Disse 'hovedpersoner' er f.eks. den stenrige børsmægler Patrick Rigg, der arrangerer gådefulde seksuelle ritualer med smukke kvinder, og hans bofælle, den indadvendte James Branch, hvis eneste fortrolige i lang tid er en elevator.

Man tør vist godt forudse en vis litterær berømmelse for elevatoren Otis, der beskrives med megen kærlighed og akkuratesse, selv om den på intet tidspunkt overskrider sine beføjelser som netop elevator. Ikke noget menneskeliggjort maskineri her.

Det overnaturlige stikker derimod hovedet frem et par andre steder - i en underjordisk juvelerbutik, der ikke altid er der, og i den modbydelige brændte lugt, der udgår fra Patrick Rigg, men kun kan opfattes af præsten Thomas Merchant.


De fleste af personerne, også Otis, bor i den samme bygning, et 'gotisk' Manhattan-højhus kaldet Preemption-bygningen, hvor lejlighederne er dyre og materialerne gedigne. Det er selvfølgelig med til at binde novellekredsen sammen, og det giver atmosfære til fortællingerne.

Filmrettighederne til flere af dem er allerede solgt (og Schickler selv hyret som manuskriptforfatter af Robert Redfords selskab), hvilket er oplagt: Schickler skriver prosa som en dramatiker, nemlig lakonisk, med prægnante situationer og bevidst flade persontegninger, der kan blive tredimensionale, når de trækkes oven på en skuespillers krop.

De få psykologiske indkig, han giver os, er ikke videre vellykkede - Patrick Riggs fortidstraume er f.eks. et fælt postulat. Men en sjælden gang har han fat i en flig af noget andet, f.eks. når han skildrer fader Merchants evne til at se så længe på ting eller mennesker, at alle andre bliver urolige og ængstelige, mens han selv når ind til en slags væsensgrund i det han betragter.

I sådanne glimt bliver Schickler rigtig spændende. Han kan udvikle sig til en celeber underholdningsforfatter (det er det sandsynlige) eller noget mere uforudsigeligt (det kunne man ønske).

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce