Vor CIA-mand i Madrid, men gerne rejsende i resten af verden, Jan Jordi Kazanski, slapper af og mindes tidligere meritter. Det vil sige de to forrige romaner, hvor Kazanski dels var i Krakow efter en kælling og så i Murmansk for at træffe en hofnar. Så er man ajour, og således kan nye læsere begynde her i Jens Henrik Jensens thriller, 'Ulven i Banja Luka', hvor Kazanski først siger nej til en ny mission og siden og snart ja, da det viser sig, at hans elskede Ewa Siwonia ikke kun er involveret, men endog forsvundet på sporet efter en ulv fra den jugoslaviske borgerkrig, europæisk diplomati med gustne motiver pustede til. Nu er det krigsforbryderdomstolen i Haag, som er Kazanskis nye arbejdsgiver. Men samtidig - og der er meget samtid i denne spændingsroman - ovre i USA i CIA's hovedkvarter i Langley er man bekymret, da deres mand drager af sted ind i det for at finde sin kvinde og en mulig fjende - måske en ugle i deres egen mose af rænker og rævekager. Med sig har Kazanski en ældre serber, som han muligvis, muligvis ikke kan stole på. Således er alt meget, meget speget, og sådan er det jo på disse kanter og i denne genre, hvor man skal holde hjernen kold og colten velsmurt og skarpladt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























