0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Drømmen om en kvinde

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hun er 56 år og advokat, mor til to voksne børn. Jeg vil skilles, siger hendes jævnaldrende mand. Han har fundet en yngre model. Dér står Irene med håret i postkassen. Hvor skal hun gå hen, og hvordan er hun kommet herhen?

Trivielt, men unægtelig også spørgsmål, mange brugere af dansk romankunst vil opleve som almengyldige. De svar, Jens Chr. Grøndahl giver i sin indtrængende analyse af denne kvinde, er medrivende. Han har psykologisk indsigt. Og han kan få sin fortællings figurer til at leve.

Der er ingen særlige finurligheder i Grøndahls måde at skrue fortællingen sammen på, faktisk slet ingen. Romanen med den lidt blege titel 'Et andet lys' går gammeldags til værks. Konen er ude på en joggingtur, men kommer ikke ret mange skridt fremad, før vi falder ned i en fortidspose. Sådan mødte hun og hendes mand hinanden i Paris, for tredive år siden.

Et par nutidsskridt til - telefonen, der ringer på kontoret - og der er bundet op for en ny fortidspose. Kvindestemmen i røret ønsker advokatbistand til en skilsmisse. Men Irene må melde pas, for den mand, der er stukket af fra stemmen, er en, Irene selv lå i med for femten år siden.

Det var dengang, hun havde fundet en yngre model, men altså i modsætning til sin mand i dag lod det blive ved de stjålne møder. Gjorde hun for resten ret i det?


Svært spørgsmål. Men et spørgsmål af en art, der sender Grøndahls prosa til vejrs. Han kan både gøre gamle drømme nærværende og vise, hvordan drømme visner af ikke at blive realiseret. At det at kende hinanden måske bare er at vænne sig til hinanden, og at det medfølende suk altid også rummer et lettelsens suk.

Mens nutidsfortællingen bevæger sig langsomt og famlende fremad, går Grøndahl med sikre skridt bagud. Et besøg, Irene aflægger hos sin gamle mor på hospitalet, bliver afsæt for udfoldelsen af hendes kærlighedsbesvær, hemmeligt besvangret af en jødisk elsker, lige før han tog flugten til Sverige, hemmeligheden bevaret et helt liv i ægteskab med Irenes falske far - der ligesom Irenes mand er flygtet ud af sit ægteskab.

Mænd og kvinder mødes, de bliver gift, eller også bliver de ikke gift, men siden lever de skilt til deres dages ende. Det er en klog og nænsom analyse af specielt kvinders fortidsknuder, en videreførelse af en lang dansk tradition for alvorlig prosa, som få mænd har udviklet med så stort talent siden H.C. Branner.

I sidste del af sin roman åbner Grøndahl for noget nyt. Nu famler han ikke længere i nutiden, men gør den målbevidst international.


Den normalfreudianske vej ud af en trekvartvejskrise som Irenes er, i romaner i hvert fald, at man lærer at leve med sorgen, fordi man er blevet klogere af at have gloet på sig selv og har indset sin egen andel i det skete. Det kaldes at 'modnes'. Grøndahl vælger en anden løsning. I en halsbrækkende konstruktion med en del eventyrtræk giver han sin Irene en slags håb, ikke så meget ved at lade hende komme til rette med sin egen fortid som ved at sætte hendes smerte i forhold til De Store Smerter ude i verden, fra jødernes til bosniernes.

Da Irenes gamle mor har røbet sit livs hemmelighed, sætter Irene sig for at finde sin rigtige far, cellisten Samuel, der kom til Sverige med fiskekutter en mørk oktobernat i 1943. Irene sporer ham videre til Israel, hvor han mistede sin søn i seksdageskrigen og sin kone ved selvmord. Hun sporer ham videre via New York og Wien til eks-Jugoslavien, hvor hun omsider står ansigt til ansigt med ikke bare sit kødelige ophav, men også, gennem hans historie, sit århundredes lidelser, jødernes, palæstinensernes, de jugoslaviske muslimers.

Nu grubler Irene ikke længere over, hvordan hendes mands unge elskerinde mon har det med hans lidt hængende vom og hår i ørerne etc. Nu har hun fået tingene i perspektiv. Tilstrækkeligt til at hun tør gribe til handling og stoppe den unge blaffer, hun har samlet op, ind i sin bils bagagerum og smugle ham over grænsen fra det fattige Slovenien ind i det rige EU.

Vi er nu ude i en politisk opdateret udgave af Rifbjergs 'Anna (jeg) Anna', den rige kvinde med den ægteskabelige fattigdom, der bliver sig selv ved at hjælpe den subsistensløse unge flygtning. Det lyse kvindelige modstykke til den grumsede mandlige drøm om ungt kød.


Psykologisk er det måske ikke helt så overbevisende som resten, at så gammelt et menneske som Irene kan komme over en skilsmisse ved noget så ungdommeligt som at jagte en biologisk far. Men når der står så meget overbevisende i en bog, kan man vel se gennem fingre med, at den munder ud i en ønskedrøm.

Der er, som det hedder med en af Grøndahls mange fine formuleringer, fejl, man må begå for at forstå. Om dem handler de første to tredjedele af bogen. Men der er også drømme, man må realisere, hvis de ikke skal visne. For eksempel drømmen om ikke blot at skildre mennesker, men også lave dem en lille bitte smule om, få dem til at løfte blikket fra navlen til næsten. Det er den ønskedrøm, Grøndahl har indlagt i sin pikareske slutning.

Branner og Rifbjerg er to gode afsæt at tage for en mands drøm om at skildre kvinder. Med sit globaliserede twist til slut har Grøndahl givet traditionen fra dem et smukt tilskud. Irene Beckman er en af den slags romankvinder, som lever i læseren, efter at man har lukket bogen. Længere end Lucca.