Velkommen til en ny forestilling af Helle Helle. Ikke om Peter Høegs 20. århundrede, men som titlen tilsiger: 'Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand'. Et lille kammerspil med fire medvirkende: Susanne, Kim, Ester og Luffe. Susanne har synsvinklen og er nok noget nær fortællersken selv. Hun og Kim bor sammen i en lille lejlighed, han skriver på sin første bog, hun gør meget rent både ude og hjemme. På hospitalet, hvor hun arbejder og avancerer fra rengørings- til køkkendame, er hun kollega med Ester, som sammen med portøren Luffe forsøger at få barn, men aborterer igen og igen. Og da Ester omsider er godt gravid, er det Luffe, der gør sidespring. Så Ester rykker ind på sofaen i Kim og Susannes toværelses, hvor trekanten snart sætter Susanne lidt udenfor. Der er lovlig god kontakt mellem Ester og Kim. Men det skal ikke kunne siges, om det er dét, han dør af lillejuleaften i romanens allerførste afsnit - hvorfra handlingen springer baglæns til 'november' og til 'to år forinden' for så igen at føres op mod julen det år, og hvad deraf fulgte.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























