Pædofili er selvsagt et emne, som de fleste er bekendt med efter sagen i Belgien og de mange afsløringer af bl.a. amerikanske præster. Herhjemme har vi især fået Kristian Ditlev Jensens personlige biografi 'Det bliver sagt', der lægger et helt særligt niveau for den danske debat, fordi det lykkes ham at slå offerrollen i stykker og trænge om til mennesket bagved. Mary Stanleys roman lægger ud på en streng klosterskole i Dublin, hvor seksualitet og alt hvad der minder om forfængelighed er fy-fy og meget forbudt. Det er for eksempel forbudt at hedde Olivier til efternavn, med det fransk dekadente 'i' indføjet. Det bliver straks sløjfet af en emsig lærer. Fra nu af hedder du Oliver til efternavn, får pigen at vide. Så er det på plads. Læseren følger fem piger på den ubehagelige skole. De gør på hver deres måde oprør mod skolens disciplin. Men hvad er det så for et oprør? Fører det nogen steder hen? Et par af pigerne bliver til stille piger, de giver sig hen i bleghed, vansmægten, bratte besvimelser eller river deres hænder til blods med søm. Og så er der de oprørske, for eksempel Kitty, der ikke er vant »til at tænke dybe tanker«, men instinktivt gør hun alt det hun ikke må for skolen. Hun aftaler hemmelige stævnemøder med fremmelige drenge, hiver op i skoletunikaen, så den bliver lårkort osv. Og midt i al den betændte undertrykkelse af seksualiteten er en endnu mere grim historie om pædofili på vej. Historien om en præst, der mildest talt misbruger sit embede. Og forfatteren Mary Stanley er meget lidt udpenslende, når selve ugerningen dukker op. Her er hun forbilledligt økonomisk. Det er i personskildringen af de fem piger, det går galt. Fordi oprøret er så forkrampet og skyldbelagt. 'Tavshedens pris' forsømmer at skildre pigerne som mennesker, med længsler der rækker ud over traumet. I stedet er 'Tavshedens pris' en af disse triste romaner, hvor betændelse avler endnu mere betændelse.