0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hjerteflimmer

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der findes to historier i film og bøger: Den ene handler om to mennesker, der ikke får hinanden. Den anden handler om et menneske, der tror på en sag og går ned på det. Begge historier kan ændres til det modsatte med en happy ending.

Dette er den unge danske journalist Thomas Larsens erkendelse, da han i begyndelsen af 1930'erne forsøger sig som drejebogsforfatter for Imperial Film, daværende konkurrent til Nordisk Film.

Disse tanker gør jo ikke den unge Larsen specielt interessant - det er en gammel sandhed, at vi opererer med et begrænset antal grundhistorier, der imidlertid kan varieres i det uendelige.

Han tænker sig en tredje historie i vage termer som »at dø en lille smule og blive genfødt«. Med andre ord drømmer han om at skildre udvikling i bredere forstand og om at skabe en historie, der ikke kan sættes på en vedtagen skematisk formel. Måske mener han i virkeligheden bare realisme.


Thomas Larsens drøm om den tredje historie er Henrik Andersens roman med samme titel om filmmanden, der i 1933 fik mulighed for at rejse til de berømte filmstudier i Berlin, der var ude efter nye talenter, ikke mindst skandinaviske.

Thomas Larsen kom til at skrive og instruere 'Håbets lærling', der undergik så mange forandringer, at han ikke rigtig opfattede det som sit eget værk. Han blev krediteret for en række film, men hjertebarnet 'Sansibar' blev aldrig realiseret. Han arbejdede som dramaturg i filmindustrien til 1956, hvorefter det i romanen står lidt tåget, hvad han egentlig foretog sig i sit nye hjemland, DDR.

Det er ikke Henrik Andersens ærinde at skrive en komplet biografisk roman. Han koncentrerer sig om et tiår for at give et billede af dansk og tysk filmindustri i sin tidlige fase, hvilket han gør med megen Berlinkolorit - forfatteren er selv bosat i Berlin - og med et hav af detaljer såsom filmtitler, skuespillere, kameraindstillinger og andre teknikaliteter samt indlagte dokumenter og dele af drejebøger. Det skal formentlig give romanen et dokumentarisk præg, men snarere giver det bogen et flimrende præg.

I modsætning hertil står de meget tætte scener, ikke mindst koncentreret om den 'Casablanca'-agtige kærlighedshistorie med en gift kvinde, som den unge mand en tid har iagttaget i lejligheden overfor. De indleder et forhold, og hun er så godt som flyttet ind hos ham, da hun i sidste øjeblik vælger at følge sin mand, der på grund af de politiske forhold i 1930'ernes Tyskland må ud af landet.


Der er i sig selv masser af konflikt og drama i stoffet, men det bliver mærkeligt nok aldrig rigtig vedkommende. Henrik Andersen har problemer med at fortælle historien, og ikke kun fordi han som sin hovedperson vil gribe fortællingens mangfoldighed frem for dens retning.

Romanen er ujævnt skrevet, lige fra optaktens alt for emfatiske hovedsætninger til de sarte øjeblikke mellem filmmanden og hans elskerinde. Romanen opruller et stykke ret ukendt filmhistorie, hvad der i sig selv er interessant, men Henrik Andersen er druknet i stoffet, og det gør læseren dermed også.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce