Selv en hærdet anmelder bliver blød om hjertet ved en slutning som denne: »Og således endte alt i fryd og gammen«. Og samme vej går den lille fordom mod nye, smarte tegnere - især hvis de er anerkendte billedkunstnere - for der er ikke spor ugodt at sige om Lars Nørgårds 'Prinsesse Langskæg'. Det er en herlig billedbog! Lars Nørgård har også selv for nemheds skyld skrevet teksten. Den er god og god at læse op af. 'Prinsesse Langskæg' handler om forheksning, en vandring ud og hjem og om at finde sine rødder. Lykken! Det er store ord, som de 755 små frøer, der nu har vinterhi på slottet, dog nok vil signere. Alt ender virkelig overgodt og bliver heller aldrig rigtig farligt. Kongen får hår på hovedet, den grimme heks bliver også mindre grim, og selv den tørre pind finder hjem til sit far/mor-træ igen. Hvis det ikke var for tegningerne, ville det være ren idyl.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























