Martin Petersens nye roman 'Kærlighed i modlys' har en god titel, for til at begynde med er den elskede jo rent ud sagt sort i hovedet, fordi vi er så blændede. Vi er ikke i stand til at skelne det enkelte ansigtstræk. Da bogen starter, er Torbjørn i kirke, ikke så meget for at høre Guds ord som et jazzgospelværk. I kirken falder han i staver over en familie på kirkebænken foran og glor på dem med næsten intuitiv nysgerrighed: »De mennesker jeg havde hørt komme, gik i en hvirvel af løsthængende frakker og jakker ind på bænken foran. De var fem, og de spredte sig, så der ikke ville blive plads til andre«. Han prøver at gætte sig til deres historie, bare ved at se på dem. Der er en kvinde med en køn nakke, en lille pige med en legetøjshest, en større dreng og en næsten voksen ung kvinde, plus en ung mand, der slet ikke ligner nogen af dem. Og på et tidspunkt lægger kvinden armen om det mindste barn, som om det trækker op til en storm. Få øjeblikke senere kan Torbjørn se, at der går en ukontrolleret bevægelse gennem familien. De udfører en »urytmisk, siddende dans med skuldre og nakker«. Det går op for ham, at de bærer sorg. Der mangler jo også noget. Ligesom den lille pige prøver at muntre storesøsteren op med den flyvske hest, som hun sejler rundt med i luften. Moderen, hvis ansigt han endnu ikke har set, er enke. Og det er det, han kan, Martin Petersen, få en tilsyneladende gennemskuelig situation til at vokse til noget meget større. Som om der under de mange små hverdagsrum, som Torbjørn lever i med mere end almindeligt velvære, findes et stort eksistensrum, som Torbjørn forsigtigt strejfer.