De, der husker 'Rungsteds Lyksaligheder', vil mindes en vis dronning Louise, hvis »kærlige kummer« indgød Ewald medfølelse. Peter H. Fogtdal har gjort hendes ægtemand, Frederik IV, til sin hovedperson og fremvist nogle af anledningerne til Louises kummer. Især en af dem, en italienerinde, han har forlystet sig med på rejse i sine kronprinsedage, og som han ikke kan glemme. Kong Frederik drager derfor af gårde under dæknavn med et kæmpefølge for at opsøge sin ungdoms lyst, men opdager efter mange måneder på farten, at hun er gået i kloster og ikke vil lege mere. Når der kan blive en hel roman ud af den opdagelse, er det, fordi mange kræfter er på færde i omegnen af sådan en enevældig konge. Den farligste af dem er den katolske kirke, der jo kort forinden har haft held til at indfange dronning Kristina af Sverige og kan tænke sig endnu en nordisk fangst, med nonnen som madding. Et ekstra krydderi på maddingen består i, at der måske, måske ikke, var kommet et barn ud af kronprinsesjovet i sin tid. Der bliver aldrig talt helt klart om sagen mellem kongen og nonnen, for væggene har jo ører i de kredse. Fogtdal har gjort grundige studier. Der er mange retter på bordet, der mangler hverken geddepølse med syltet kål eller karper i nellike, og det skorter heller ikke på laurbærkamfer, jødebalsam, grævlingemarv, rosenblade, kattefedt, laksativer og sennepsblade. Tidskoloritten fejler ikke noget, sætningerne er korte, hofsnogene mange. Bogens svaghed er, at dens personer er som åbne bøger. De har én hensigt hver, der ligger klart i dagen fra første møde med dem. Hertil kommer, at Fogtdal har valgt en fortælleteknik, hvor han går ind i sine personer, som det passer ham, og lader dem sige, hvad de tænker med det resultat, at der ingen hemmeligheder er i dem. Det og kun det er, hvad denne glimrende fortælling mangler i at være kunst.