Der er noget klart og enkelt over de bedste digte i Birthe Arnbaks nye samling, 'Det leende træ'. De sanser sart og reflekterer roligt. Første afsnit handler om at få fred i sjælen, når man bliver gammel, at genfinde den ro og det umiddelbare nærvær, der kendetegnede barndommen. Andet afsnit diverterer med drømme, fantasier, erindringsglimt og strøtanker, mens tredje afsnit lader håbet og glæden vinde over mismodet, takket være kærligheden og forsoningen med døden. Det klare og enkle kan nemt slå over i det banale. Det sker når Arnbak bliver for forhippet på at konkludere, runde af: Digtet begynder i det konkrete med en sansning eller en situation, men hæver sig mod slutningen op i et mere abstrakt udsagn, f.eks. »du løftede mig ud af nuet/ ind i evigheden«, eller »Fristeren kender/ hver enkelts behov«. Den svævende sarthed og lethed Arnbaks poesi kan fremskrive, er altså skrøbelig: En enkelt bastant linje, og den falder til jorden. Men det sker også at den opretholder sin svæven. Rytmisk set er Arnbaks vers meget velformede; de er diskret musikalske, velartikulerede, og udnytter især linjebruddet på en fin måde.
Skrøbelig lethed
Lyt til artiklen
