Det ville være en skam, om snerpethed eller patriotisk fornærmelse skyggede for den kendsgerning, at det vintereventyr, Klaus Rifbjerg i dag udgiver, er endnu en stor litterær præstation, om end lille af en roman at være. Men risikoen foreligger, navnlig i Norge. For historien udstyrer ikke blot den norske humanisthero over alle, Fridtjof Nansen, med det seksualliv, som polarforskeren, diplomaten og fredsprismodtageren velsagtens havde med sin kønne kone, véd vi nok. Her har han ét til - sammen med den mand, han i 1895-96 kæmpede sig over Polarhavets isflader sammen med. Hjalmar Johansen hedder manden, der har lagt navn til titlens anden halvdel og til hele bogens synsvinkel. En af Garborgs 'bondestudenter', der blev revet op med rode fra sin families nordnorske middagsmørke og landsmål, men uden at finde nyt mæle for de store lidenskaber, som morens tidlige død og de ydre, sociogeografiske omvæltninger vækker i ham. Kun i skiløb og skarpskydning føler han en selvfølgelig, ureflekteret væren eller livsfylde. Efter gymnasiet udtages den meget tænkende, men lidet talende værnepligtige til underofficer - af den tvetydige sergent, der til gengæld forlanger en seksuel håndsrækning. Men da har Hjalmar i sin avislæsning allerede mødt navnet Nansen. Den berømte mands tilstundende nordpolsekspedition med skibet 'Fram' bliver en brand i Johansens sjæl. Han må med - og kommer det. Først som fyrbøder, men man har lagt mærke til hans ildhu, selvdisciplin og skydefærdighed. Langt inde i polarhavets is - og to tredjedele inde i romanen - udtager Fridtjof Nansen den unge fyrbøder til sin eneste ledsager på resten af ekspeditionen.