Karen Blixens mesterværk 'Syv fantastiske fortællinger' handler på forskellig vis om skæbne. Om hvordan man spiller sine kort rigtigt i bestræbelsen på at løse den opgave, det hele handler om: at blive et rigtigt menneske. At være i stand til at åbne sig og om nødvendigt forvandle sig, uden at det dybeste i ens identitet forrådes. Det har novellesamlingens mere eller mindre ulykkelige personager, hvad enten det drejer sig om grev Augustus von Schimmelmann, baron Von Brackel, prins Potenzianai, kardinal Hamilcar von Sehested, fyrst Said eller operasangerinden Pellegrina Leoni, det mildt sagt ikke nemt med. Von Schimmelman i fra 'Vejene omkring Pisa', en fortælling, der på mange måder er nøglen til hele Blixens forfatterskab, må være den mest nødstedte. At genudgive Blixens sprogperle, som hun udgav første gang i 1934 på engelsk under pseudonymet Isak Dinesen, er ikke opsigtsvækkende. 'Syv fantastiske fortællinger' udkommer jævnligt i nye udgaver, men så ekstravagant som dagens er næppe set før. Det ekstravagante består i, at landets monark, dronning Margrethe, har bidraget med 48 såkaldte decoupager, papirklipsillustrationer kunne man kalde dem, til det imposante bogværk, der er tyk og tung som en telefonbog, men en hel del smukkere og noget nemmere at læse, fordi teksten pludselig har fået papir at brede sig på.
Dronningen og baronessen
Lyt til artiklen
