Det er ligesom med musik, når man skriver for børn. Det er et spørgsmål om timing, for der er ingen grænser for de snurrepiberier, man kan fortælle børn om, hvis man gør det i den rigtige toneart. Derfor kan en Bjarne Reuter slippe godt afsted med at bruge underlige ord - men det kan David Rehling ikke. Disse ti korte historier om en lille kanin er tænkte, så det knager. Det lette anslag holder ikke mange meter, før der nødlandes i ren kedsommelighed. Fortællingerne om den lille kanin og vennerne savner nerve og dynamik: De har en god, pludrende sovekammertone - og plads til eftertanke - og det er godt, men ikke godt nok. En af kaninens venner er den lille gris, der sætter 'um' efter mange ord, fordi den er vokset op med en advokatum og hans pensum på et kollegium. Og så videreum. Ræven sværger til det franske køkken, og den tidligere naturfredningsmand genindfører storken. Sådan er der mange sjove indfald, og ingen børn vil tage skade - måske sover de endog hurtigere ind. 'Den lille kanin der ville være en giraf' er lavet i samarbejde med tegneren Per Marquard Otzen, der har fået alverden ud af farven grå (med raffe rødgrønne toninger). Der er billeder af stor ro og skønhed, men de spiller, for at blive i musiksproget, en helt anden melodi end teksten.
Kedelig kanin
Lyt til artiklen
