Forlaget oplyser på bagsiden af titelbladet, at dets serie af spændingsbøger, hvortil romanen 'Dagmar og Johanne' hører, redigeres af en gruppe på syv personer. Anmelderen vil her af høflighedsgrunde udelade navnene, for gruppen må have sovet en kollektiv søvn med hovedet under en meget bred sløvhedsvinge, mens den redigerede 'Dagmar og Johanne', for romanen er alt andet end spændende. Handlingen er lang og træg for at ende vildt melodramatisk, persontegningen utroværdig; dette gælder ikke mindst hovedpersonen, privatopdageren Johanne, og det tidsbillede fra begyndelsen af 1900-tallet, som er rammen om historien, er myldrende fuldt af fejl. F.eks. er det helt galt med tiltale- og omgangsformerne - det, personerne finder på at sige til hinanden, har langt mere med begyndelsen af det 21. århundrede at gøre end med begyndelsen af 1900-tallet. Det er næsten umuligt ikke på hver side at støde på enten sproglige eller kulturelle anakronismer. Det kunne man måske bære over med, hvis enten plottet eller persontegningen havde fængslet, men det er ikke tilfældet. For at ende pinen: 'Dagmar og Johanne' er en næsten totalt mislykket roman, som det desværre - og det er et dybtfølt anmelder-desværre - ikke er muligt at sige noget positivt om.
Surt show
Lyt til artiklen
