0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Linda lyder som en gris i sengen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Postkortprosa' er en canadisk betegnelse for den minimalistiske novelletype, som især dukkede op i 1980'ernes sene postmodernisme og helst sneg sig uden om en konkluderende pointe eller et manifestplot.

Kortprosa med en skitseagtig indsigt og så en antydning af noget større et eller andet sted mellem linjerne. Sådan set en genre, som går meget længere tilbage og i hvert fald har både en Joyce og en Kafka til faddere og i Danmark en afdød ambassadør ved navn Peter Seeberg.

Peter Mouritsens lille novellesamling, 'Muskler og andre noveller', er netop sådan et stativ med 'postkort'. Især om unge eller om det at være ung det ene øjeblik og så gammelklog med en svedperle af smerte i munden det næste og måske for altid.

Sådan som det er tilfældet i samlingens længste og bedste, 'Vi ved hvor du er'. Drengen Lars er taget til stranden med pigen Camilla, men nogen holder øje med ham, under ham ikke pigen eller har et eller andet regnskab at gøre op med ham.

Eller er det Lars' pubertets-paranoia, som spøger? En art syndefalds-skyld eller en angst for at tabe? I hvert fald er historien et bittersødt signalement af at miste den elskede, fordi hun er en del af den virkelighed, som hele tiden rykker så forbandet hurtigt i de unge år.


Selve titelnovellen, 'Muskler', handler om to drenges fascination ved en rocker inde ved siden af, inde bag væggen med en otte meter lang boaslange, og en pige, som hedder Linda og lyder som en gris i sengen.

I det hele taget er Mouritzens styrke i sproget at accentuere ligheder og forskelle mellem det eventyrlige og det vanlige, turnere en almindelighed med en ny vinkel, der nu og da også er lidt søgt.

Således i 'Det forbudte sted', hvor en pige opdager med forfærdelse, at hendes kæreste er til McDonald's og anden fast food. Men også med en djævelsk elegance i minigyseren 'Quiz Killer'.

Alt i alt indskriver Mouritzen sig perfekt i den fine tradition for ungdomsnoveller, vi har haft i Danmark, siden H.C. Branner gjorde genren litterær salonfæhig ved at skrive om blå undulater og røde heste i sneen.

Så 'Muskler' kan også læses af ældre, hvis kød er ved at blive slapt, og hvis styrke er aftagende. Voksne, hvis minder om dengang, da alt var en hed overgang på store lidenskaber pakket ned i skoletasken, er ved at svinde for evigt eller for længst er blevet til gulnede fotos fra fjerne somre et sted i reolen.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce