'Postkortprosa' er en canadisk betegnelse for den minimalistiske novelletype, som især dukkede op i 1980'ernes sene postmodernisme og helst sneg sig uden om en konkluderende pointe eller et manifestplot. Kortprosa med en skitseagtig indsigt og så en antydning af noget større et eller andet sted mellem linjerne. Sådan set en genre, som går meget længere tilbage og i hvert fald har både en Joyce og en Kafka til faddere og i Danmark en afdød ambassadør ved navn Peter Seeberg. Peter Mouritsens lille novellesamling, 'Muskler og andre noveller', er netop sådan et stativ med 'postkort'. Især om unge eller om det at være ung det ene øjeblik og så gammelklog med en svedperle af smerte i munden det næste og måske for altid. Sådan som det er tilfældet i samlingens længste og bedste, 'Vi ved hvor du er'. Drengen Lars er taget til stranden med pigen Camilla, men nogen holder øje med ham, under ham ikke pigen eller har et eller andet regnskab at gøre op med ham. Eller er det Lars' pubertets-paranoia, som spøger? En art syndefalds-skyld eller en angst for at tabe? I hvert fald er historien et bittersødt signalement af at miste den elskede, fordi hun er en del af den virkelighed, som hele tiden rykker så forbandet hurtigt i de unge år.
Linda lyder som en gris i sengen
Lyt til artiklen
