0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som abonnent får du 15 procent rabat i Boghallen og 20 procent rabat på Saxo Premium. Læs mere på politiken.dk/plus.


Marthas garn

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

En bog på 218 sider med over 100 kapiteloverskrifter er måske for indviklet en bog, tænker man.

Men man bliver hurtigt korrigeret - de 100 kapiteloverskrifter er kun stikord til en hverdagstilværelse for tre danskere i slutningen af 1900-tallet. Martha har en garnbutik, hun er enlig mor til teenagesønnen Mikkel og har en gammel mor, Gudrun, som er på plejehjem.

De tre personer skiftes til at være i fokus for en hverdagsskildring, som i starten er tæt på det monotone - sker der ikke snart noget, spørger man - indtil man opdager, at monotonien er tilstræbt og gyldig nok. Nej, der sker netop ikke noget særligt.

Martha er interesseret i Kaffe Fassetts strikkemodeller, hende søn spiller guitar, og den gamle Gudrun går frem og tilbage med rollatoren i sin bolig og prøver at holde døren til toilettet lukket.

Ingen af dem skal prøve at ændre på skæbnen, men Mikkel forsøger dog at tage til Australien for at opsøge sin far. Det kommer der sjovt nok heller ikke noget ud af. Han får et forhold til den pige han er forelsket i, men hun sluger et halvt glas panodil - hvorfor? - det ender med en slags ingenting. Hun kommer sig.

Det er kun på Kaffe Fassetts farvestrålende striktrøjer, at livet folder sig ud med persiske violer, og alt, hvad Martha opnår, er en gang at se ham, før han skrår ind i Kunstindustrimuseets indgang. Så har hun et forhold til en nabo, som også ebber ud. Og da hun slår hovedet og bliver scannet, er det kun en hjernerystelse.

Livet vil fortsætte på denne minimale måde, og livet er både godt nok i forfatterens øjne, men også alt for lidt.

Livet flyder af sted som en sindig å, strømmen driver altid videre, tre år passerer, uden at livet er afgørende forandret. Den manglende forandring er bogens insisterende pointe - spørger man til alternativer, giver bogen ingen svar. Kun en glasuro minder livet igennem Martha om hendes egen uro, den minder hende om manden, der forlod hende, og måske minder den hende mest om en eksistentiel uro, som aldrig bryder op.

Bogen er skrevet uden finter og uden den fristende trang til at bryde op og flyve. Kun om natten flyver Martha. Måske vil læseren genkende noget af stemningen, en afventen, der er på nippet til desillusion. Nu gik der tre år. Skal det blive ved?

Bogen er bedre end den lader - men den er måske også alt for tæt på normallivet, til at vi bryder os om det. Alternativer? Dem vil den unge forfatter Christina Englund trofast nok ikke ud med.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts