Et par velskabte, men anonyme kjoleben smyger sig elegant om bogens forside. Indfanget af fotografen i det øjeblik, hvor venstre ben netop glider op for at krydse det højre. Mest ben, lidt krop, intet ansigt. Og slet ingen arme. Pudsigt, for ikke at sige foruroligende, al den stund den franske forfatter Camille Laurens syvende roman - den første på dansk - bærer titlen 'Dans ces bras-là', i disse arme'. Forklaringen følger i de 130 knappe, men alt andet end tilknappede kapitler om kvinden Camille og de mænd, der hidtil er valset gennem hendes liv, har hvilet i hendes (usynlige) arme. Faderen, der kun fik døtre, den første kæreste, læreren, ægtemanden, elskeren, drengebarnet, der døde, forlæggeren, den fremmede og psykoanalytikeren, til hvem hun fortæller det hele. De, altså mændene, forsvinder nemlig en efter en. Glider eller skubbes ud af favntaget, nægter bevidst men nok mest ubevidst, at forblive i det, man kan beskrive som Platons idé om en enhed, sammensmeltningen i én tumlingeagtig klump kød og ånd. Kvinden, Camille, tror for så vidt heller ikke på enheden, men søger immervæk noget, der ligner: »Manden i mig. At have manden i mig. At være manden. Så man ikke længere kan se grænsen, så der ikke længere er nogen grænse«. Umiddelbart efter denne forsøgsvise forening tegnes grænsen dog atter - vredt - op på papiret: »Jeg vil at man knytter sig til mig. At man helt og holdent knytter sig til mig«. Altså igen et mig og et man, en kvinde, der nok vil attrås, holdes i arme, men ikke forsvinde i symbiosen. En krævende dame, med andre ord.