0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sygdommen mænd

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et par velskabte, men anonyme kjoleben smyger sig elegant om bogens forside. Indfanget af fotografen i det øjeblik, hvor venstre ben netop glider op for at krydse det højre. Mest ben, lidt krop, intet ansigt. Og slet ingen arme.

Pudsigt, for ikke at sige foruroligende, al den stund den franske forfatter Camille Laurens syvende roman - den første på dansk - bærer titlen 'Dans ces bras-là', i disse arme'.

Forklaringen følger i de 130 knappe, men alt andet end tilknappede kapitler om kvinden Camille og de mænd, der hidtil er valset gennem hendes liv, har hvilet i hendes (usynlige) arme. Faderen, der kun fik døtre, den første kæreste, læreren, ægtemanden, elskeren, drengebarnet, der døde, forlæggeren, den fremmede og psykoanalytikeren, til hvem hun fortæller det hele.

De, altså mændene, forsvinder nemlig en efter en. Glider eller skubbes ud af favntaget, nægter bevidst men nok mest ubevidst, at forblive i det, man kan beskrive som Platons idé om en enhed, sammensmeltningen i én tumlingeagtig klump kød og ånd.

Kvinden, Camille, tror for så vidt heller ikke på enheden, men søger immervæk noget, der ligner: »Manden i mig. At have manden i mig. At være manden. Så man ikke længere kan se grænsen, så der ikke længere er nogen grænse«.

Umiddelbart efter denne forsøgsvise forening tegnes grænsen dog atter - vredt - op på papiret: »Jeg vil at man knytter sig til mig. At man helt og holdent knytter sig til mig«. Altså igen et mig og et man, en kvinde, der nok vil attrås, holdes i arme, men ikke forsvinde i symbiosen. En krævende dame, med andre ord.


For denne hovedperson, forfatteren Camille, som altså deler navn og langt hen ad vejen livshistorie med den biografiske Camille Laurens, der er født i 1957, bosiddende i Sydfrankrig og professor i sit lands litteratur, lader sig ikke nøje med en gråmeleret skilsmissehistorie, et enkelt lummert sidespring penslet ud i helsebringende erotisme eller en kønspolitisk frigørelsesproces af den moderigtige slags, hvor børn og bleer koges sammen med karrierefrustrationer og dårlig samvittighed.

Hun skriver sig enkelt og rytmisk fri af programerklæringer og dagsordner, pornoficering og det modsatte, hverdagsbrok og forbitrede hævnakter. Som et afklædt og usmykket menneske træder hun frem og bekender. Det er næsten pinligt, men så meget desto mere fængslende.

Camille kan ikke få nok. Hun er besat af mænd, vel at mærke de mænd, der har lyst til at 'kende' hende i bibelsk forstand. Resten, de venskabelige, de kollegiale mænd og de homoseksuelle er uden interesse, og kvinder har stort set ingen plads hverken i bogen eller i Camilles liv: »Jeg har altid haft svært ved at være sammen i længere tid med nogen, som jeg ikke begærer, og som ikke begærer mig«.

Og det er vel at mærke ikke Rapport-pigen, der udtaler sig professionelt, men en mor, en datter og en professor i litteratur. Som i øvrigt - og ved det smukkeste tilfælde - bor lige over for forfatteren og semiotikeren Roland Barthes - begærets og tabets følsomme analytiker. Var der mon en hilsen?


Vi er, som det nok er blevet klart, adskillige hyldemeter fra livsstilssatiren, city girl-genren, og hvad man ellers kalder de ironisk kække gennemskrivninger af kvindelivet i den fortravlede millenium-metropol, hvor kvinder er blevet til forvoksede pigebørn, og stålsatte og lettere alkoholiserede venindeskaber træder i stedet for de mere eller mindre besværlige relationer mellem kvinde og mand. Befriende langt fra den anmassende genkendelighed og farligt tæt på en essentiel sandhed om kvinder og mænd, som selvfølgelig smutter væk, i det øjeblik man forsøger at fastholde den. Igen disse arme, der ikke er der til at gribe.

Det er længslen, fraværet, fremmedheden, døden kun afbrudt af omfavnelserne, der optager Camille. I perioder er favntagene selvfølgelig fastere, længere og hedere. Som i ægteskabet med hendes børns far. Det er bare, som hun skriver, ikke kærligheden, men manden, der dør. Kynisk, kunne man sige, men i beskrivelsen af ægtemanden, der tumler med døtrene, mistrives på arbejdspladsen og altid forsøger at lege sit liv med stil, er der en ømhed i detaljeringen - en grimasse eller en særlig trøje, som forstørres og lagres blødt i erindringens inderste.

Muligvis forekommer det fantasiløst at drage kollegaen og landsmanden Marguerite Duras ind i tilfældet Laurens. Men når nu begæret, kønnet og døden danser en svævende dans, der visse steder ligner Duras drømmeagtige ordkoreografi, er det svært andet. Dødsånden er knap så ram som i eksempelvis Duras novellesamling 'Sygdommen døden', men distancen mellem kønnene og kroppene er ikke mindre ubønhørlig. Som når Camille henkastet og sommerfuglelet spørger: »Er kærligheden det, man aldrig kysser undtagen med blikket?«. Ja, hvem ved.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce