Der er aldrig kommet en dansk billedbog med billeder som i 'Ulrik og ulven'! Den er vel det hidtil mest rabiate forsøg på at komme videre, forbi og uden om Kolding-tegnerne og med et varieret brug af alle virkemidler. Hos Lars Gabel vinder æstetik og overlæg over anarki og armsving. Teksten er af Merete Ørskov, der har drejet en ny udgave af 'ulven kommer'- temaet. Denne gang kommer der hjælp fra landsbyen, selvom de er blevet narret to gange, og den drilagtige fårehyrde Ulrik ender nærmest med at blive en slags helt. Der er ikke noget at indvende mod historien, selvom den er lidt omstændeligt fortalt. Lars Gabels tegninger har et særligt, fælles, sart lys over sig, men er i øvrigt i et væld af tonelejer fra det blegeste, overbelyste til grove, folkloreagtige folkeoptog. Fårene svæver rundt som bobler i den tynde luft og foretager sig alle mulige underlige ting. Flere opslag er ren forstørret tegneserie à la Herman. Man får ikke lukket et øje, mens det står på. Det er denne lyst til at lege tegnerskjul i ét og samme værk, der står for noget nyt - og forvirrende. Hanne Bartholin bruger det også. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad børn kan lide, men jeg vil umiddelbart tro, at de ikke kan lide 'Ulrik og ulven'. Historien er ufarlig, men billederne er til at blive sengevæder af. Ikke mindst opslaget i midten, hvor farven lyslilla bliver brugt så uheldsvangert, som kun en voksen kan forstå. Måske er den bare forud for sin tid.
Ulv i udbrud
Lyt til artiklen
