Vær så god at tage plads på briksen. At læse den amerikanske forfatter Philip Roth er som at gå til psykoanalyse. Med doktor Roth mellem hænderne kommer flasken, uanset hvad han skriver om, bestandigt til at pege på én selv, på læseren. Hvordan er det nu lige, man selv har det med parforholdet, vennerne, underlivet, mellemgulvet og de drømme, man havde , dengang man var ung og udødelig? I mesterværket 'En menneskelig plet', som udkom på dansk for mindre end et år siden, tegnede Roth et bevægende portræt af Coleman Silk, en ærværdig professor i klassisk filologi, der i den politiske korrektheds æra bliver tvunget på pension på grund af (falske) beskyldninger om racisme, men i sit otium oplever en overraskende seksuel genfødsel. Roths nye roman er både i vinge- og omfang betydeligt mindre, men lige så god, og synes at være udsprunget direkte af arbejdet med historien om Silk. Også denne gang befinder vi os i samvær med en ældre akademiker med et hav af seksuelle skalpe i bæltet. Også her har vi at gøre med en mand, hvis voksne søn hader sit fædrende ophav. Manden, faderen, forføreren er ingen ringere end David Kepesh. Samme professor i lyst, som Roth introducerede i romanen af samme navn i 1969. Dengang var han ung og vild. Nu er han 70 år gammel, en distingveret herre, der er halvkendt i sin by på grund af sin hyppige optræden i kulturprogrammer på tv, hvor han udbreder sig om æstetik og god smag m.m. Inde i hans eget hoved handler det dog stadig mestendels om sex. Hans livs egentlige speciale er og bliver at forføre studiner fra universitetet. Særlig en af dem kan han ikke komme sig over. Consuela. En smægtende cubanerinde på 24, som han havde et forhold til, dengang han kun var 62. Hun kombinerede klædelig dannelse med en fabelagtig barm og en erotisk beredvillighed, man skal til mænds fantasier om Marilyn Monroe for at matche.