Dolce Agonia - sød dødskamp - hedder romanen på engelsk. Ordene smelter næsten på tungen, i hvert fald første del af titlen, der i det hele taget angiver en dobbelthed, som den noget tørrere (men muligvis mere salgbare?) danske titel, 'Tolv gæster', mangler. Den er nu præcis nok, for Nancy Hustons roman er bygget op over et middagsselskab, en velprøvet litterær opskrift, der giver mulighed for at vise alle slags udvekslinger mellem mennesker. Og de er ikke få ved denne Thanksgiving-fest, som digterprofessoren Sean holder for kolleger og venner, der er mikset sammen i forskellige roller som nuværende og tidligere elskerinder, ekskoner, naboer osv. Hver for sig kommer de i tanker om stykker af fortid, igangsat af tilsyneladende uskyldige bemærkninger omkring bordet. Hvad der gør denne roman anderledes end så mange andre skrevet over en tilsvarende læst er imidlertid prologen, hvor selveste Gud taler om menneskene, der klovner rundt, nedsænket i alskens gøremål uden at ane, hvor de bevæger sig hen. I indsatte afsnit mellem kapitlerne fortæller herefter Gud, hvordan hver enkelts liv og især endeligt vil forme sig i årene efter selskabet. Dette er på sin vis både romanens skøre ide og dens scoop - man er ikke vant til at læse om personer, hvor man i den grad er informeret om, hvad der videre skal ske med dem.
Livet som et snefnug
Lyt til artiklen
