'Dagenes rusken' hedder romanen så flot og nøgternt i sin sammenfatning af hverdagens konstante ryk, de små og upåagtede som de vilde og omstyrtende. Det er Pernille Tønnesens sjette bog (heraf to skrevet sammen med Marianne Larsen), og den bæres af en stærk tone. Den kredser om alt det, man har med sig af fortidsfarvet bagage, der træder ind i øjeblikket og farver situationen, når man møder noget nyt, ikke mindst et nyt menneske. Pernille Tønnesens prosa er umådelig fintmærkende i detaljen og i refleksionen, som finder sted i jegfortælleren Karen Hoffman, en sprogforsker, der lister omkring i sin lejlighed efter sin mands død. Overfor bor Erika, en musiker, der er noget forslået efter tabet af sin kæreste. I hvert fald er der en slags midlertidighed over hele hendes ophold i lejligheden, mens Karen nærmest er groet ind i sin. Imellem de to kvinder opstår indledningsvist et skrøbeligt og forsigtigt venskab, hvoraf der - efterhånden som de giver sig til kende over for hinanden - bindes et solidt bånd af stærk empati og tilnærmelser til de muligheder, der gives efter tabene.
Venskabets bevægelser
Lyt til artiklen
