Dorthe de Neergaard er udsprunget af børnenes forfatterskole - den, der ligger på Danmarks Pædagogiske Universitet; men hun skal naturligvis bedømmes på indholdet i 'Skramle Joe', der er en klassisk børnebog. 'Skramle Joe' er en klassisk cykel - en Moulton; men det får man først at vide til allersidst, for til at begynde med er den en grim ælling, som den rige Richard med den røde racer kan gøre sig lystig over. Især når pigen Kassandra hører på. Cykler spiller en stor rolle i bogen, det gør også døden og den spirende kærlighed samt livets tilfældigheder og modsætninger. Hér er Jeppes egen regelrette far, og dér er den noget alternative onkel. Hér er den rige dreng med swimmingpool, og dér er pigen på 5. sal. Det er Jeppe, der ejer den originale Moulton. 'Skramle Joe' handler om tre forskellige børn i cirka 10-12-års alderen, der lærer at være sammen på en ærlig måde. Modsætningerne bøjes med ynde i en historie, der ved nærmere eftertanke handler om barske ting, men alligevel fortælles med tør lune og sans for, at børn ikke kan bære nag. Der er en god, upræcis, dagdrømmende tone over historien. Forfatteren hæfter sig ved mange små, men megetsigende episoder. Derfor er det helt unødvendigt, at cyklen Skramle Joes genfødsel som originalt klenodie skal ske til lyden af rene racehestes prusten via en særpræget, rig mand med cykelstyrsoverskæg på en ægte væltepeter. Dorthe de Neergaard skriver godt, sproget er pletfrit, og de skarpe billeder står længe og tankevækkende på den indre skærm. Enkelte gange måske lidt for skarpt: »Richard lo og med ham skolen«. Sorg og undren fylder meget i 'Skramle Joe'. Det er en alvorlig bog, og den blues-ede melodi er godt opfanget af Mette-Kirstine Bak i de grå-hvide illustrationer.