I sin debutroman 'Djinn' brugte Tom Holland historien om Howard Carters og Lord Carnarvons udgravning af Tutankhamons grav i 1922 som ramme om en okkult spændingshistorie spækket med autentisk historisk stof og masser af eksotisk atmosfære. Også i 'Knoglejægeren' er rammen en historie fra den moderne videnskabs tidlige år, hvor autentiske personer - i dette tilfælde et par voldsomt rivaliserende amerikanske palæontologer - optræder som centrale personer. Hvor emnet i 'Djinn' var egyptologien, er det i 'Knoglejægeren' de sensationelle fund af forstenede fortidsøgler, som blev gjort i England og i særdeleshed i USA i slutningen af 1800-tallet. Disse fund af ufatteligt store knogler leverede brændstof til den strid mellem naturvidenskabsfolk og bibeltro, som Darwin havde startet, og vakte også en fascination af kæmpeøglerne og deres forsvundne verden, der som bekendt er aktuel den dag i dag - tænk blot på 'Jurassic Park'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























