Brugsens billedbog

Lyt til artiklen

Hver måned kan man slå op på de bageste sider i Brugsens blad Samvirke og se splinternye tegninger til nye og gamle ganske korte historier for børn. Serien redigeres af Kari Sønsthagen, der også var med til i sin tid at lave de berømmelige 'Sesam luk dig op!'-sider for børn i samme blad. Nu er 20 af de korte historier fra de sidste fire år blevet samlet i et udvalg 'En drøm om vinger'. Det er Brugsens billedbog med noget på alle hylder. Lidt har også ret, og kort er godt. Opgaven lyder på at lave et helheds-opslag med (mest) en kort tekst og et stort billede (eller flere). Nogle gange er tegner og fortæller samme person, det er en god idé med sådan én som Anna Höglund, men Brødrene Grimm tegnede ikke, og Andersen gjorde det heller ikke til sine egne eventyr, så de må have hjælp. Det samarbejdende tegnerpar Streich og Cools tager sig af brødrene, Per Jørgensen tegner til digterens 'Springfyrene'. Pernille Kløvedal Helweg tegner til sig selv. Den store variation i billeder og ord, der er måned for måned, virker overvældende, når det bliver samlet til en mangefarvet billedbog. Man kan sagtens læse den som sådan! Den bliver ikke mere sær end så mange af de nyere af slagsen. 'En drøm om vinger' er Cecilie Ekens bidrag, det indleder bogen og står som et eksempel på, hvor godt det kan gøres. Ganske få ord, en begyndelse, et mellemspil og en glad afslutning. Hvem vil ikke gerne kunne flyve rundt i en stribet pyjamas? Tegner er Johannes Bojesen, han er også inspireret. Der er høj penneføring hele vejen rundt, men fordi bogen er et udvalg, bliver den ikke en præsentation af alle de gode danske tegnere (og enkelte nordiske), men det er heller ikke meningen. Der er kælet for layouten, og billederne står usædvanlig flot (og helt ud til kanten). Udgiverne er den fantasifulde Dansklærerforening, der trykker store oplag - og her er det genbrug - så prisen på 175 kr. er nok lidt vel for høj til, at 'En drøm om vinger' bliver den folkebog, den ellers havde fortjent at blive.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her