Hvad skal den arme døgnflue gøre? Skal den svinge sig op i luften i sin korte tid, og juble over livet mellem flagermus og diverse fluesnappere, eller skal den blive siddende som en anden forsigtig-Per på sit sivblad og vente på, at livet som døgnflue er forbi? Ved den i det hele taget, at det snart er forbi? Disse - og andre - filosofiske spørgsmål tages op af Kåre Bluitgen i billedbogen 'Døgnfluen Viva', der er illustreret af dyrenes bedste ven (og tegner) Birde Poulsen. Titlen taget i betragtning, kan man regne ud, at forfatteren vælger livet, så længe det varer. Hun hedder Viva og svinger sig straks op i luften og nedover geddernes snappende kæber. Tilbage på bladet sidder ham - hun kalder 'Æv' - og skutter sig. Viva indleder et kort og hektisk forhold til en hr. Døgnflue. Sikke meget man kan nå i et liv! Så om aftenen kryber de sammen på deres siv. De er trætte og ældede. Under dem udklækkes de nye døgnfluer. Viva er 'dødtræt'. »Det tror da pokker«, siger Æv, »sådan som du har fjollet rundt«. Siden sker der ikke mere.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























