Verdenskortet er fuldt af lige streger, som nogen har trukket af praktiske årsager - hen over hovedet på de folk, der bor i de pågældende områder. Thomas Pynchons monumentale roman 'Mason & Dixon' handler om én af disse streger, den snorlige grænse mellem staterne Pennsylvania og Maryland, som blev ryddet i 1760'erne og navngivet efter de to briter, der gennemførte opmålingen, astronomen Charles Mason og landmåleren Jeremiah Dixon. I amerikansk historie har 'The Mason-Dixon Line' fået en enorm symbolsk betydning som den grænse, der adskilte Nordstaterne fra Sydstaterne og dermed frihed fra slaveri. Syden kom simpelthen til at hedde Dixie, hvilket er paradoksalt, fordi den gode Dixon - i hvert fald ifølge Thomas Pynchon - var imod enhver form for slaveri. Om den historiske Dixon også var det, er straks vanskeligere at afgøre, for Pynchons roman er spækket med anakronismer og litterære påhit, der giver en højst moderne klangbund til den sproglige 1700-tals pastiche, som både på amerikansk og i Claus Bechs fordanskning er gennemført til mindste detalje. Det ligner Amerika dengang, men det handler i høj grad også om nutiden. 'Mason & Dixon' er på alle måder en roman i sværvægtsklassen. 828 sider lang og skrevet af en forfatter, der ofte nævnes som én, der for længst burde have fået Nobelprisen. Og der skal vitterligt bokses meget med romanen, før den begynder at åbne sig. Sproget er den første forhindring, mylderet af sidehistorier den anden, og imens man strider sig igennem krattet, undrer man sig mere end én gang over, hvad det hele mon går ud på. Men hvad pokker - sådan er det jo også med Proust og Joyce og Tolkien og alle de andre store navne i verdenslitteraturen, som Pynchon spiser kirsebær med. En god bog skal kunne holde til en genlæsning. Med 'Mason & Dixon' er genlæsningen nærmest et must.