Omslaget ligner noget, man ikke forventer at finde på en roman af en vis litterær standard. Det ligner en slags trafikkryds af skilte, pile, emblemer, stjerner og farver. Titlen lyder som en selvhjælpsbog - 'Hvordan man er et godt menneske'. 'How To Be Good' hedder den på engelsk. Romanen er af Nick Hornby, en dreven ironiker og skildrer af det hverdagsliv, vi alle er godt og grundigt nedsænket i, og som han spidder med både præcision og en særlig form for varme. Han smiler polisk på omslagets klap. Han skal have sine personer og sine læsere med ned i et ætsende syrebad, og det foregår morsomt, vittigt og med en vis klangbund under det hele. Denne gang er det ikke en mand, der er hovedperson, som i hans tidligere romaner, men en kvinde. Den formidable åbningsscene er en gennemspilning af en samtale, Katie har haft med sin mand fra en mobiltelefon på en parkeringsplads på vej til en lægekonference. På hotelværelset gennemgår hun i erindringen, hvordan en uskyldig opringning med banale replikker pludselig voksede i dimensioner, sluttende med at hun bad om skilsmisse. Og så fanger bordet pludselig. Mens hun gennemtænker samtalens forløb, reflekterer hun over, hvordan den kunne iscenesættes i en film. Effekten er ubetalelig, og som læser spekulerer man på dette sted bekymret over, om Nick Hornby vil kunne holde dette niveau i det efterfølgende. Han klarer lige skærene. Og efter at have læst det indledende kapitels opvisning i ægteskabelig krigsførelse er man solgt til resten. Som Katie modløst tænker om samtalen: »Det tager mange års fantasifuld elendighed at opnå en sådan kompleksitet«. I skænderierne, altså.