Anmelderen kan huske, at hun på et tidspunkt erklærede, at nu orkede hun ikke at høre mere om 1864, for den historie og den hermed forbundne om Sønderjyllands udlændighed, om afstemningen, om H.P. Hanssen (ham med de to ss'er) og om Christian X's ridt over grænsen med en pige på hesten havde hun hørt om og om igen. Resultatet blev, at hun efterhånden næsten havde glemt begivenhederne, men fik dem repeteret i Boy Petersens lille roman 'Skæbneår'. Heri berettes om skæbner og stemninger i tiden fra 1917 til de store festdage, da Sønderjylland kom 'hjem' igen til Danmark. En række stemmer fortæller om deres dræbte sønner, om unge mænd, som ødelægges mentalt af rædselsoplevelserne i Flandern og andre steder under den store krig, om forsøg på tilgivelse og om de lange spor, krigen trækker. Stemmerne fortæller om livet i marskegnene, om gumlende køer og høj himmel, om ålefangst, årstidernes forskellige lugte/dufte, om tykt, grønt enggræs, fuglestemmer og om afstemningen efter krigens afslutning. Vi hører om Antons arbejde for at få grænsedragningskommissionen til at forstå, at folk på den ene side af vejen i Rosenkranz er tysksindede og dem på den anden dansksindede, hvorfor kommissionen da også når til den konklusion, at grænsen bør gå midt gennem bygaden. Stoffet er på mange måder interessant, men det kniber for Boy Petersen at få personerne til at fremstå som forskellige individualiteter: Fortællestemmerne bliver for enstonige, og hvad der er værre, er, at de får det samme sødladne skær over sig. Det er lidt som at høre ekkoer af Brorson, men uden hans geni.