Papegøjesnak

Lyt til artiklen

Dette er ikke en anmeldelse, men en udmeldelse. Af De Forstående Boganmelderes Klub. Hvad der har tilskyndet Gads Forlag til at udgive Anette Steinbrüchels roman 'Fede fugle lever livet farligt' er - og forbliver, efter at sidste blad er vendt - en gåde. Ganske vist har forfatteren tidligere haft succes, vist især med kalenderromanen 'Engle med fabrikationsfejl'. Men skylder man ikke selv prøvede forfattere en høflig henstilling eller et vink med en vognstang (lad være!), hvis det i sidste ende tjener til skribentens ære? Historien om den affældige kolonialkøbmand Alex og hans rend af snakkesalige stamkunder sludrer af sted om stort og navnlig småt. Det kunne der for så vidt komme et skævt eller skægt hverdagsportræt ud af (nu forsøger anmelderen så alligevel at forstå), hvis ikke ordene i den grad tog magten fra fortælleren. Ikke en scene eller en tanke får lov at etablere sig, før et indskud eller et sidespring fører pennen ad den ene kedsommelige afvej efter den anden. Stop! Hold! Vend tilbage! Men forfatteren er langt over alle bjerge, inde i et krummelureunivers af chokoladefrøer, påskepynt, postkort og albyler i lommen. Den eksotiske fugl på bogens nydelige omslag siger det hele: papegøjesnak. Det burde forlaget have pippet forfatterinden i øret. I tide.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her