En kvinde rejser sydpå med sit lille barn og genoplever den verden, hun troede, hun kendte, gennem barnets bevidsthed og sprog. Det er i kortform historien i Inger Christensens digtsamling 'Brev i april' fra 1979, som nu genudgives. 'Brevet' har en adressat: »Kære forsvundne undren«, står der et sted, »jeg må skabe min egen undren«. Barnet har en særlig måde at opleve verden på: På den ene side tages den fuldstændig for givet, på den anden side er den en konstant kilde til undren. Denne verdensopfattelse er i konflikt med et moderne voksent menneskes tillærte skepsis. I hvert fald siden Descartes har det heddet sig, at menneskets intellekt bringer det på afstand af naturen, men sådan ser Inger Christensen ikke på sagen: »Jeg tænker,/ altså er jeg del/ af labyrinten«, skriver hun med en hilsen til Descartes' berømte cogito.
Kære undren
Lyt til artiklen
