0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

I en seng på hospitalet i DDR

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Tiden og stedet i Christa Wolfs (f. 1929) seneste roman 'Leibhaftig' er nok den tidligere arbejder- og bondestat DDR kort før regimets fald. Men hvis man forventer det store panorama og udsyn over de historiske og politiske begivenheder, bliver man skuffet. Historien er tværtimod koncentreret om det nære og intime.

En unavngiven kvinde indlægges akut på et hospital. Vi følger hendes langsomme restituering, mens lægerne forgæves forsøger at diagnosticere sygdommen. Men det forbliver en gåde, hvorfor hendes immunforsvar pludselig er kollapset.

Sygdommen stjæler hele kvindens bevidsthed, og den ydre virkelighed gengives via radioens nyhedsudsendelser med deres evige flystyrt og oversvømmelser. Efterhånden dukker hændelser fra krigen og efterkrigstiden op i hendes erindring, og fortællingen ender med tilspidsede hændelser fra kort tid før DDR-statens opløsning.

Stemningen kan i store dele af denne udførlige sygdomshistorie sammenfattes i det tyske ord Weltlosigkeit, dvs. omverdenens fravær. Kvinden tænker flere gange på, at hun ikke kan forestille sig hospitalet udefra. Med verdens fravær forsvinder også tiden: »Al min tid er sunket ned i tidløshed«, tænker den syge kvinde.


Hvis læseren ikke allerede skulle have gættet intentionen med denne lange sygejournal af en roman, siges det i slutningen af romanen, at sygehuset er et spejlbillede af samfundet, altså en lignelse eller en symbolsk lilleputverden.

Den sygdom, som lægerne ikke er i stand til at diagnosticere, sidder ikke i kroppen, men i sjælen. Kroppen er stedet, hvor de samfundsmæssige modsætninger mødes i en sygdom, som Christa Wolf engang sagde i et foredrag.

Samtidshistorien er altså symboliseret i hospitalets verden med dens klare kommandoveje, paternaliserende chef- og overlæger, umyndige patienter og labyrintiske kældersystem. Men samtiden selv er ikke til stede før til sidst i fortællingen.

Den ydre virkelighed, som er mest udførligt fremstillet, er erindringen om den syge kvindes tante og hendes kærlighedsforhold til en jødisk læge under krigen. Krigserindringerne står på trods af større tidsmæssig afstand nærmest tydeligere end erindringerne om efterkrigstiden.


For en tidligere DDR-forfatter som Christa Wolf, der både var kritisk over for og solidarisk med regimet, giver krigen, dvs. nedkæmpelsen af nazismen, en bedre begrundelse for oprettelsen af en østtysk stat, end DDR selv var i stand til at give med sin overvågning, stikkere og hemmelige politi.

Hvis DDR havde en berettigelse var det dens antifascisme. DDR's to første ledere, Walter Ulbricht og Eric Honecker, havde været forfulgt af nazisterne og havde som udgangspunkt en slags moralsk-politisk legitimitet. Og den blev udnyttet til sidste dråbe. Nøgternt set var DDR Sovjetmagtens stødpudestat under påskud af en antifascistisk ideologi.

Sådanne overordnede overvejelser forekommer ikke i 'Leibhaftig', men når hovedpersonens immunsystem bryder sammen, er det udtrykkeligt pga. desillusion på de store ords og forestillingers vegne.

Den lille og den store historie lever i romanens univers ved siden af hinanden uden synderlig gensidig berøring. Samfundet ses fra den private verden og forekommer ofte fjern og uvirkelig.

Måske vidner den litterære stil i virkeligheden om den nødvendige overlevelsesstrategi i et totalitært samfund: Man skaber sin egen private provinsverden uden for verden. Men det betyder også, at den, der har levet i DDR, måske har mindre direkte adgang til landets samtidshistorie, end man umiddelbart skulle tro. Tingene ses ikke altid tydeligst tæt på.

'Leibhaftig' vækker i hvert fald den mistanke. Den syge kvinde lever i relativ fred og ro fra verdens larm fordybet i sine Goethedigte.


Romanens mest vellykkede kunstneriske greb er, at den bevæger sig fra en lukket til en mere åben verden, fra en akut indlæggelse, set i den syges eget subjektive perspektiv, til en situation med en konkret konflikt om politisk strategi, da statens undergang er nær. Læseren føres fra 'verdensløshed' til den konkrete ydre verden.

I romanens slutscene har kvinden vovet sig hen til hospitalets vinduer: »Nu ser hun panoramaet og endelig véd hun, hvor hun har været hele tiden«. Det er nu muligt for hende at se hospitalet udefra, og der er således en befrielse fra det kun subjektive i sigte: 'Leibhaftig' er trods alt en udviklingsroman om muligheden for at erobre et større perspektiv.

Måske er 'Leibhaftig' dén kunsteriske indlæggelse, der er en nødvendig forudsætning for, at Christa Wolf i sin næste roman kan træde mere tydeligt ud i den store verden?

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu