Vi har masser af job, fru Svennson: Vi har sådan nogen man ikke kan få, fordi man er for ung, sådan nogen man ikke kan få, fordi man er for gammel, sådan nogen man ikke kan få, fordi man er uuddannet, sådan nogen man ikke kan få, fordi man er for tyk, sådan nogen man ikke kan få, fordi man er muslim eller hindu - og sådan nogen man ikke kan få, fordi man er kvinde!«. På arbejdsmarkedet er alle 'minoriteter', på nær midaldrende slanke, kristne mænd. Og den svenske tegner Hans Lindstöm tager sig kærligt af den største minoritet i samlingen 'Kvinnor'. Og kvinder er store hos Lindström. De fylder meget. Enten i hjemmene, hvor de som oftest er tilkoblet en elektrisk maskine af en art (telefon, støvsuger eller dildo) eller på arbejdspladsen, hvor deres køn ofte bliver synligt på den ene eller anden mest overraskende måde. Allermest fylder dog de enorme kvindekroppe, som Lindström af og til lader flyde på strande og i vand. Kvinder som skærgårdsøer, hvorfra en lille mand kan sidde og fiske i skyggen fra parasollen, der er solidt plantet i første hul fra nakken. Som tegner og humorist er Hans Lindström en krydsning mellem Gary Larson og Claire Bretecher. Undertrykkelsen går som oftest begge veje, og det eneste, man kan konkludere af Lindströms blik, er, at det moderne liv uanset køn er sort, surt og absurd. Som kvinden til veninden i telefonen: »Nå, nu må jeg også til at lægge på og se til Hans - jeg så ham tage sig til brystet og falde omkuld ude i haven for en halv time siden«. Der er en del gode og grove grin i de 88 sider, men flere af vittighederne er lidt altmodische eller en tand for ufølsomme for min smag. Andre spidder ufølsomhedens manglende selvindsigt, som situationen, hvor et ældre, affældigt par passerer en storbarmet yngling på gaden og manden vredt konstaterende kigger på sin kone: »Egentlig er du fandens grim, Ester!«.