I samme sekund fænomenet 'politisk korrekthed' fødtes, opstod ideen om politisk korrekt ukorrekthed: den artige uartige Werner var den, der med diabolsk vovemod og kættersk satire forstod at tale Bjerget kækt imod. En sådan Rasmus modsat-modsat er Jens-Martin Eriksen i sine 'Politiske texter', der består af tre ting. Først otte små moralske karaktertegninger, betitlet 'Kritik af den politiske korrekthed', i traditionen fra Teofrast over La Bruyère og Chamfort, krydret med en canettisk-kafkask diktion: altså knivskarpe, skeptiske og skæve anatomier af i dette tilfælde diverse nutidige danske varianter af den selvgode, hellige moraliserende type, hvadenten det er avisredaktøren, forfatteren, kulturembedsmanden eller den professionelle medie-apostel. Den gamle søko Rifbjerg er nævnt ved navn, ellers er der mestendels tale om typer. Alle otte snit er ganske snurrige og veloplagte.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























