Der findes dette billede. Det viser en pjaltet mandsling med krykkestokke og tyngende klumpfod. Et stykke besværligt liv stablet op til fotografens ære, dengang fotografiet var ungt og krøblinge noget, man godt måtte udstille. Billedet er samtidig et urdansk folkeminde fra de tider og de egne, hvor mændene fik tæring, pigerne kom i ulykke, børn blev smidt på møddingen og småfolk sled sig op for den daglige grød. Manden hed Chresten Christian Larsen, levede som vandringsmand og digter i Himmerland og er blevet udødeliggjort i mere end én forstand. Johannes V. Jensen skrev hans originalitet ud i sine Himmerlandshistorier. Tordenkalven, kaldtes han, og hans fortælling er efter sigende også blevet himmerlændingenes. Kirstine Brøndum går et skridt videre i 'Tordenkalven'. Hun træder forsigtigt ind bag Tordenkalvens knudrede ydre - pukkelrygget var han tilmed - finder et sky og sælsomt 'jeg', som hun behændigt og tålmodigt lirker ord ud af. Det virker i det mindste, som om forfatteren har overnaturlige forbindelser til denne djærve sjæl, der en gang haltede omkring på jorden med en indre rankhed, der ganske modsagde den ydre krumning. Allerede heri har Kirstine Brøndum jo et paradoks, der vil noget. Og kan noget i retning af at fængsle og spænde de mytiske kræfter for fortællingen.
På jorden at gå
Lyt til artiklen
